
Offentliggjort 17.12.09 kl. 22:25
Banker og andre udlånere siger nu direkte nej til at yde lån til køb af andelsboliger. Finansrådet opfordrer til et hasteindgreb.
Forholdene på lånemarkedet for andelsboliger er nu så kaotiske, at Finansrådet og Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) i en fælles henvendelse til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) opfordrer regeringen til et hasteindgreb.
Baggrunden er, at tung jura sår tvivl om sikkerhed for bl.a. bankernes udlån til flere end 100.000 andelsboligejere på omkring 30 mia. kr. Usikkerheden er så stor, at en række pengeinstitutter ifølge Finansrådet nu nægter at give lån til køb af en andelsbolig. Det samme gør mange medlemmer af Dansk Pantebrevsforening. Lånegivernes tilbageholdenhed forstærkes af, at der i øjeblikket er et rekordstort antal andelsboliger til salg, men kun få købere. Derfor sættes mange af boligerne til salg til priser langt under, hvad de er belånt for.
Miséren er en finurlig lovbestemmelse om, at sikkerheden for lån i andelsboliger består i pant i andelsbeviset og ikke i selve boligen. For at få sikre sine udlån på en tvangsauktion må en udlåner derfor sikre sig dette bevis.
Men dette ”køb” skal bestyrelsen af en andelsboligforening godkende, og det kan den ikke, fordi købere af andelsboliger ifølge foreningernes vedtægter normalt er forpligtet til at flytte ind i lejligheden.
Østre Landsret har på den baggrund afvist at sende en andelsbolig på tvangsauktion.
Senere har nogle dommere givet pengeinstitutter lov til alligevel at overtage andelsboliger på tvangsauktioner på betingelse af, at de kun ejer dem i begrænsede perioder. Men andre dommere har sagt nej, og derfor hersker der ifølge direktøren for Dansk Pantebrevsforening, Jan Lundorff Rasmussen, nu så stor usikkerhed, at det alene får et stigende antal långivere til at sige nej til andelsboliger.
»Vi er skuffede over, at regeringen ikke for længst har grebet ind over for problemet, der forværres i takt med det stigende antal tvangsauktioner. Det står i skærende modsætning til alle retsregler, at man ikke kan forfølge sit pant i en andelsbolig. Allerede nu kan man have svært ved at få lån til køb af en andelsbolig, og hvis ikke der kommer en hurtig afklaring, vil det blive endnu sværere,« siger han.
I et forsøg på at løse problemet én gang for alle har Erhvervs- og Byggestyrelsen opfordret til, at samtlige landets andelsboligforeninger skal ændre deres vedtægter, så panthavere får mulighed for at købe deres eget pant på en tvangsauktion. Men sådanne ændringer vil ifølge sekretariatschef i ABF Jan Hansen tage mindst to år at gennemføre.
»Og selv det løser ikke problemet, fordi vedtægter altid kan ændres igen. Panthaverne vil derfor fortsat ikke have sikkerhed for deres lån. Derfor foreslår vi en lov, der giver långiverne mulighed for at byde på tvangsauktioner og midlertidigt eje boligerne, uanset hvad vedtægterne siger,« fastslår Jan Hansen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: