

Offentliggjort 06.06.10 kl. 09:56
Nu kan du sælge din bolig via Facebook og spare tusindvis af kroner til ejendomsmægleren.
Nu til dags kigger danskerne i stigende grad bolig på nettet i stedet for ved de traditionelle ejendomsmæglere. Foto: Colourbox
Flere og flere danskere ser efter bolig på nettet, men indtil nu har det været en kompliceret affære selv at sælge sin bolig udenom ejendomsmægleren.
Det laver en ny boligside nu om på. Fra søndag kan boligsælgere i Danmark gratis sætte deres bolig til salg på boligven.dk, hvor køber og sælger har direkte kontakt med hinanden. Samtidig lægges annoncen automatisk på en Facebook-applikation, så alle brugere af denne kan se boligen.
"Et boligsalg behøver ikke koste en formue, tværtimod kan det gøres næsten gratis. Hele ideen bag Boligven.dk er, at man kun betaler for de dele af boligsalget, man har behov for hjælp til," siger direktøren bag siden, Thomas Cilius Hansen.
Boligven.dk har lavet en aftale med et advokatfirma, der for 4.999 kr. hjælper brugere med de juridiske aspekter af en bolighandel. Uanset om man vælger at bruge en ejendomsmægler eller ej, skal man nemlig have kompetent hjælp til papirarbejdet.
Måske synes de fleste, at det virker lidt skræmmende selv at skulle sætte prisen på sin bolig, men de fleste boligsælgere er i dag meget velinformerede med hensyn til, hvad boliger af deres størrelse, beliggenhed og stand skal koste.
For at hjælpe sælgerne lidt på vej, kommer der dog på boligven en række beregnere, som hjælper med at finde boligens prisniveau. Det vigtige er, at der løbende vil komme prisbud på boligen fra interesserede, og sælger har derfor en klar indikation af den faktiske markedspris for boligen. Omvendt vil bud under markedsprisen aldrig blive accepteret af sælger. Disse faktorer skal sikre, at boligen bliver solgt til den rette pris.
Trenden er nu muligvis ved at bevæge sig væk fra de traditionelle ejendomsmæglere og over mod individuelle salg med direkte kontakt mellem sælger og køber på sociale medier som Facebook, vurderer Morten Skak, lektor på Syddanske Universitet med speciale i boligøkonomi.
Prisen på en bolighandel vil med denne nye type boligsider komme under pres, og boligsælgerne får flere valgmuligheder, og det er netop det, Thomas Cilius Hansen vil med sit nye tiltag. Han har nemlig aldrig helt forstået, hvad det egentlig var, man skulle betale ejendomsmægleren de mange tusinde kroner for.
”Fra at det hele kommer som en samlet pakke, så er det på boligven gratis at sælge sin bolig. Efter behov kan brugerne tilvælge ydelser. Der er ingen grund til at betale for en masse unødige ting – omvendt, så er det rigtig rart at få den bedste hjælp til præcis de ting der er behov for."
Pengene, man sparer til ejendomsmægleren, betyder naturligvis, at man selv skal tage billeder af boligen, sørge for fremvisninger m.v. Men sider som Boligven giver boligsælgere friheden til at vælge.
Annonce: