

Offentliggjort 14.01.12 kl. 15:09
Fire andelshavere stolede på banken, men risikerer nu tvangsauktion næsten tre år senere.
De stolede blindt på, at deres bank - Sparekassen Himmerland - ville dem det bedste i forbindelse med køb af fast ejendom.
Men for fire andelshavere er denne tillid endt i et vaskeægte mareridt, hvor de risikerer at se deres andelsboligforening ryge på tvangsauktion inden længe.
Det har nemlig vist sig, at andelsboligforeningen - her næsten tre år efter, den blev stiftet - slet ikke har et realkreditlån. Realkreditinstituttet Nykredit vil nemlig ikke yde foreningen et lån, fordi betingelserne for at yde lånet ikke er opfyldt. Det har hverken Sparekassen Himmerland eller advokaten i sagen - Arne Bindslev fra advokatfirmaet Bindslev & Kjeldsen med hovedsæde i Aars - på noget tidspunkt meddelt andelsboligforeningens medlemmer.
Sparekassen Himmerland garanterede over for Nykredit, at betingelserne var opfyldt, men Nykredit har konstateret, at det ikke er tilfældet. Realkreditinstituttet vil ikke længere finde sig i, at der ikke er orden i sagerne, og kræver nu pengene tilbage.
»Vi er rystede. Vi har i lang tid forsøgt at finde ud af, hvorfor vi ikke kunne få papir på realkreditlånet, men hver gang vi henvendte os til Sparekassen Himmerland og advokaten Arne Bindslev, fik vi at vide, at alt var i skønneste orden. Det skulle vi slet ikke blande os i,« siger en af andelshaverne i andelsboligforeningen Stenildhøjhaven II i Aars, Lisbeth M. Jensen, talsmand for de fire andelshavere.
Nykredit krævede for at udbetale realkreditlånet, at visse betingelser var opfyldt. Der var tale om helt almindelige betingelser, som at 75 pct. af andelsboligerne skulle være solgt og taget i brug af andelshaverne. Det garanterede Sparekassen Himmerland over for Nykredit.
Men det var en sandhed med visse modifikationer - i dag er der fortsat kun solgt fire andelsboliger, hvor ejerne er flyttet ind. Resten er ejet af Sparekassen Himmerland selv - 3 stk. som er lejet ud - og en håndværker, som ikke er flyttet ind.
Nu hænger Sparekassen Himmerland sammen med andelshaverne altså på lånet, fordi de har garanteret, at betingelserne er opfyldt. Problemet er bare, at de fleste banker i øjeblikket prøver at nedbringe udlånet og kapitalbehovet - således også Sparekassen Himmerland.
Derfor sendte advokat Arne Bindslev på vegne af Sparekassen Himmerland i december sidste år andelsforeningen et brev, som forklarer andelshaverne, at de enten må købe deres andelsbolig som en ejerbolig eller risikere at ende i en tvangsauktion.
Brevet kom som et lyn fra en klar himmel for de fire andelshavere. De havde hele tiden fået at vide, at alt var i skønneste orden, selv om de havde deres bange anelser. Nu har andelsboligforeningen bedt en advokat om at kigge på hele sagsforløbet, og han er ikke imponeret.
»For det første er det kritisabelt, at andelshaverne er blevet overladt til sig selv uden juridisk bistand. For det andet er skødet tinglyst på et forkert grundlag, fordi betingelsen om, at 75 pct. af boligerne skal være solgt og ibrugtaget, angiveligt ikke er opfyldt. Derfor burde skødet slet ikke have været tinglyst,« siger Torben Winnerskjold, partner i advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen og advokat for andelsboligforeningen Stenildhøjhaven II.
Han har svært ved at forstå, at advokat Arne Bindslev har tinglyst et skøde, når betingelserne ikke var opfyldt. Og frygter, at det er sket, for at Sparekassen Himmerland kunne nedbringe byggekreditten til bygherren bag byggeriet af de otte andelsboliger.
Torben Winnerskjold vil derfor nu undersøge, om advokat Arne Bindslev, bygherren eller Sparekassen Himmerland har foretaget sig ansvarspådragende handlinger i forbindelse med salg af boligerne.
Seneste akt i sagen er, at Sparekassen Himmerland vil have de fire andelshavere til at købe deres andelsbolig for den nette sum af 1.877.500 kr.
Det synes de fire beboere lød dyrt. Derfor fik de en uvildig mægler til at vurdere andelsboligerne som ejerboliger, og resultatet var et helt andet.
»Den uafhængige mægler vurderer, at prisen bør være 1.250.000 kr. Herfra bør naturligvis trækkes det indskud på 445.000 kr., som andelshaverne har indbetalt. De penge bør de have tilbage, fordi andelsboligforeningen er oprettet på et forkert grundlag,« siger Torben Winnerskjold.
Tilbage står de fire andelshavere i en situation, som de meget gerne havde været foruden.
»Vi har efterfølgende - ved egen kraft - fundet ud af, at der er så meget, som har været forkert i hele forløbet. Hvis vi dengang havde vidst, hvad vi i dag ved, havde vi naturligvis ikke skrevet under på skødet, ligesom vi heller ikke havde oprettet andelsboligforeningen. Men Sparekassen Himmerland og advokaten har fortiet, løjet og måske ligefrem svindlet for at lokke os helt almindelig borgere til at underskrive papirerne. Jeg håber, at de har en rigtig dårlig smag i munden, for de er den stærke part i sagen, som burde klæde os - den svage part - ordentligt på i henhold til lov om god skik,« siger Lisbeth M. Jensen.
Annonce: