
Grafik: Kristian Halskov
Offentliggjort 25.02.09 kl. 13:01
F1 flexrenten er nu på det hidtil laveste niveau i år. De seneste fire måneder er F1-renten næsten halveret.
Høj økonomisk vækst medfører stor efterspørgsel og dermed risiko for store prisstigninger. Ved at hæve renten dæmper centralbankerne efterspørgslen og dæmper dermed inflationen.
Lavere rente
I perioder med lav økonomisk vækst eller ligefrem recession vil inflationen som regel falde af sig selv i takt med, at efterspørgslen falder. Centralbankerne kan derfor uden risiko for høj inflationen sænke renten for at stimulere økonomien.
LÆS OGSÅ: Folio... hvaffor en rente?
Det er blevet markant billigere at finansiere boligkøb. Den effektive rente på et F1 rentetilpasningslån er nu nede på 3,51 pct.
For fire måneder siden var F1-renten oppe på 6,1 pct. Og da de eksisterende rentetilpasningslån i første halvdel af december fik fastsat ny rente for det kommende år, blev den effektive rente fastsat til lidt over 5 pct.
Siden rentetilpasningen er F1-renten faldet med lidt over 1,5 procentpoint. Det svarer til en rentebesparelse før skat på hele 2.500 kr. om måneden på et 2 mio. kroners F1-lån.
Det nuværende rentefald satte for alvor ind i begyndelsen af december og er - bortset fra et lille tilbageslag i slutningen af januar - fortsat lige siden.
Rentefaldet er blevet udløst af rentefald i de vestlige bankers centralbanker. Her er de officielle renter, som styrer pengemarkedsrenterne, faldet kraftig i takt med, at den økonomiske krise er taget til og risikoen for inflation er forduftet.
Den officielle rente i Den Europæiske Centralbank var således på 4,25 pct. i begyndelsen af oktober. I dag er den mere end halveret til 2 pct. - og finansmarkederne venter yderligere rentefald i de kommende måneder.
Den lavere pengemarkedsrente smitter af på de kortløbende 1-årige obligationer, der danner grundlag for F1-realkreditlånene. Derfor falder F1-renten kraftigt.
Derimod har de lavere pengemarkedsrenter stort set ingen afsmittende effekt på de langtløbende 30-årige obligationer. Renten på fast forrentede 30-årige obligationslån er derfor ikke faldet tilsvarende.
Den effektive rente på et 30-årigt obligationslån er i øjeblikket på 5,63 pct.. Det er et fald på kun 0,80 procentpoint i forhold til 1. december, hvor rentefaldet i F1-lånene satte ind.
Det kraftige rentefald på F1-lån har derfor betydet, at der er blevet større forskel på renten mellem F1-lån og 30-årige obligationslån.
I begyndelsen af december var renten på 30-årige obligationslån kun 0,99 procentpoint højere end renten på et F1-lån.
I dag er den effektive rente på et 30-årigt obligationslån 2,12 procentpoint højere end renten på et F1-lån.
Den lavere F1-rente kommer ikke eksisterende boligejere med F1-lån, der skal refinansieres ti december, til gode. De er i praksis bundet af deres nuværende lån frem til udgangen af 2009, hvor der skal fastsættes ny rente for det kommende år, og hvor man ved samme lejlighed kan skifte lånetype.
Kurstabet ved at indfri et sådant eksisterende F1-lån i utide er nemlig så stort, at det helt spiser fordelen af den lave F1-rente på et nyt lån op.
Derimod har nye boligkøbere fordel af den lave F1-rente. Og boligejere, der konverterer deres fast forrentede obligationslån, kan også skifte til et F1-lån med den nuværende lavere effektive rente på 3,51 pct.
Annonce: