

Offentliggjort 01.06.10 kl. 12:57
Nyt kæmpe kurshop gør det fastforrentede 4 pct.-lån attraktivt for mange boligejere.
Tirsdag formiddag tager realkreditobligationerne bag de fastforrentede 4 pct.-lån med afdrag endnu et kæmpe kurshop.
Blandt andet er kursen på Nykredits 30-årige realkreditobligation (med afdrag) med udløb i 2041 steget hele 0,49 kurspoint til kurs 97,48 på fondsbørsen.
De seneste to uger er kursen på 4 pct.-lånet med afdrag steget i raketfart fra et niveau under 95.
Ifølge Poul Stubkjær, partner og rådgiver i det uafhængige privatøkonomiske rådgiverfirma RealRåd, udgør det fastforrentede 4 pct. lån nu et historisk billigt og absolut attraktivt alternativ for mange boligejere.
Foruden nyslåede boligejere, der skal ud og optage et nyt realkreditlån, er det i første omgang især låntagere med 6 og 7 pct. fastforrentede lån, der med fordel kan udnytte den seneste tids kursstigninger til at konvertere ned og dermed sænke ydelsen.
Stiger kursen yderligere til omkring 98, vil en konvertering også være et lukrativt alternativ for den store portion af boligejere med fastforrentede 5 pct.-lån, mener Poul Stubkjær.
Selv boligejere med flekslån råder han til at overveje muligheden for at lægge om til fastforrentet.
"Med mindre man er svoren flekslåner, så er det svært at finde argumentet for at blive i et variabelt forrentet lån. En fast rente på 4 pct. er kun marginalt højere end gennemsnitsrenten på flekslån siden 1997. Det er vel og mærke et gennemsnit opnået i én lang nedadgående rentetrend. Og samtidig opnår man muligheden for at gældspleje sig til ydelses-sænkninger, som er permanente, når de er opnået," siger Poul Stubkjær.
"Det vil være en fantastisk mulighed for at sikre sin økonomi. Den økonomiske risiko for en flekslåner-børnefamilie, der mister en børnecheck, er jo det rene vand i forhold til en rente, der går fra 1,5 pct. til 5 pct. eller mere. Skal vi endelig tale om genopretningsplan og stabilisering af dansk økonomi, så vil det for et meget stort antal boligejere være en aldeles fornuftig disposition at sikre sig i et fastforrentet lån," mener lånrådgiveren.
Poul Stubkjær frygter dog, at mange flekslånere har stirret sig blind på de rekordlave fleksrenter, der får selv et 4 pct. lån i kurs 98 til at se dyrt ud.
Han efterlyser en generel perspektivering og historisk bevidsthed i risikovurderingen hos mange boligejere.
"Jeg kan godt frygte, at mange flekslånere sidder ligesom den lille pige med svovlstikkerne og varmer sig ved hver rentesænkning. Det kan godt være, at det giver et lille pift af varme nu og her, men hvis boligejerne for alvor vil ind i varmen, så er det altså 4 pct.-lånet, de skal vælge," siger Poul Stubkjær.
Selvom 4 pct-lånet allerede med den nuværende kurs er attraktivt for mange, er der både argumenter for og imod at slå til med det samme.
Låntagere med et højere fastforrentet lån skal ved en eventuel konvertering betale en såkaldt differencerente for at slippe ud af det eksisterende lån inden næste obligationstermin, der for de flestes vedkommende falder i slutningen af juli.
Jo tættere man kommer på obligationsterminen, desto mindre bliver "strafrenten" for at indfri lånet før tid.
Den store joker er naturligvis kursudviklingen. Hvis kursen på realkreditobligationerne bag 4 pct.-lånet fortsætter de seneste par ugers stigninger, vil kurstabet ved hjemtagningen af lånet blive mindre.
Omvendt kan 4 pct.-lånet hurtigt blive ikke-attraktivt, hvis kurserne falder tilbage igen.
De seneste ugers kraftige obligations-kursstigninger skyldes først og fremmest den frygt, som har hærget de finansielle markeder efter eskaleringen af den europæiske gældskrise i maj.
Det har skabt en øget efterspørgsel efter relativt sikre investeringer - en kategori som foruden statsobligationer fra lande med styr på de offentlige finanser tilsyneladende også omfatter danske realkreditobligationer.
Alt efter om den internationale finansielle frygt tiltager eller aftager i den kommende tid, vil det påvirke kursen på de danske realkreditobligationer i op- eller nedadgående retning.
Annonce: