

Offentliggjort 25.05.10 kl. 12:49
Manden bag liebhaver-konceptet Villa Joy vil bygge luksusbolig ved Geneve-søen.
En stor underjordisk vinkælder og spabad på balkonen med vue ud over Geneve-søen.
Det er et par af de eksklusive detaljer ved en 500 kvadratmeter stor luksusbolig, som erhvervsmanden John Kindt-Larsen har planer om at opføre i Schweiz.
De schweiziske byggeplaner er et led i videreudviklingen af John Kindt-Larsens liebhaverbolig-koncept Villa Joy, som blev født, da han for nogle år siden realiserede en livslang drøm om at tegne den ultimative bolig.
Produktet af boligdrømmen - den oprindelige Villa Joy - stod færdigopført på hjemadressen Østerlund 6 i Vedbæk i 2009.
LÆS BOLIGREPORTAGE: Villa Joy: Kosmopolitisk drømmebolig
Foruden planerne om en schweizisk Villa Joy, er der også udarbejdet prospekter for en Villa Joy i Vejle og i Oslo.
John Kindt-Larsen fortæller til epn.dk, at luksusboligen i velhaverforstaden Cologny ved Geneve-søen skal bygges med videresalg for øje.
Han forventer, at den endelige prislap kommer til at lyde på et sted omkring 80 mio. kr., hvoraf størstedelen kan henføres til de eksorbitante grundpriser i området.
Den pågældende 2.500 kvadratmeter store byggegrund, som ligger i forreste række helt ned til vandkanten og blot fem minutters kørsel øst for Geneve, fås ifølge John Kindt-Larsen ikke for under 50 mio. kr.
"Min tilgang til grunden er en meget rig enke, som en mægler har introduceret mig til. Hun ønskede som udgangspunkt ikke at sælge grunden, men hun faldt pladask for Villa Joy. Derfor har vi lavet en joint venture og sælger efterfølgende med delt fortjeneste," fortæller han.
Selve byggeriet er endnu ikke gået i gang. Først venter processen med at søge om forskellige tilladelser hos myndighederne, hvilket ifølge John Kindt-Larsen typisk tager halvandet års tid i Schweiz.
Dernæst påregner han yderligere halvandet år til byggeriet, så ejendommen forventes tidligst at stå klar i sommeren 2013.
I sin research op til projekteringen af den schweiziske Villa Joy forhørte John Kindt-Larsen sig hos en række lokale ejendomsmæglere og banker.
Svarene på hans spørgsmål overbeviste ham om, at der i Cologny er et stort behov for boliger i den prisklasse til at matche efterspørgslen fra en stor overklasse, der har likvider til at købe bolig for 50-300 mio. kr.
Ifølge John Kindt-Larsen er Cologny Schweiz' pendant til Beverly Hills i USA - dog med den forskel, at schweizernes tradition for diskretion betyder, at kendisser kan færdes i området uden at blive stoppet på gaden for at skrive autografer.
LÆS OGSÅ: Villa Joy til salg for 30 mio. kr.