

Statoil har sat en af sine platforme fra olieefterforskningen i Nordsøen til salg. Modelfoto: Statoil
Offentliggjort 19.10.11 kl. 16:59
Kniber det med ideerne til en julegave til manden med alt, så har norske Statoil en ide.
Norske Statoil, der er et af verdens rigeste selskaber, har sat en af sine boreplatforme fra Nordsøen til salg på netstedet finn.no for blot en krone - norsk vel at mærke.
Køberen kommer på den måske godt brugte, men langtfra nedslidte platform, til at råde over 20 værelser, egen helikopterlandingsplads og panoramaudsigt over havet.
Det skriver sømagasinet maritimedanmark.dk
Platformen, der for øjeblikket befinder sig oplagt ud for Bergen på den norske veskyst, er kun 10 år gammel, men Statoil har besluttet at nedlægge feltet.
Derfor har Statoil ikke længere brug for platformen.
Men i stedet for at bringe platformen i land for at blive hugget op, så har olieselskabet valgt at sætte den til salg.
Håbet er, at den måske vil kunne tjene andre til et fornuftigt formål, men hvilke har Statoil dog ikke nogle konkrete bud på, skriver maritimedanmark.dk.