

Offentliggjort 30.04.11 kl. 09:21
En lovændring i 2004 gjorde det muligt for en andelshaver i en andelsboligforening at belåne sin andel i foreningen. Formålet var bl.a. at lette finansieringen ved køb og forbedring af andelsboliger.
Jeg er ejer af en andelsbolig, der har været udlejet til et familiemedlem. Lejemålet ophører nu, og boligen skal sælges, da bestyrelsen for andelsboligforeningen ikke kan godkende et nyt lejemål.
Jeg fornemmer, det bliver svært at opnå en pris, hvor jeg blot nogenlunde kan holde skindet på næsen. Mit spørgsmål går på, om jeg for at lette salget kan tilbyde en køber at belåne andelsboligen/andelsbeviset, således at køber kun skal betale mig en del af prisen for andelsbeviset eller eventuelt slet ikke skal erlægge kontanter. Jeg forestiller mig, at køber skal betale mig en rente på ca. 5 pct. p.a. Som sikkerhed havde jeg tænkt mig, at køber håndpantsætter andelsviset til mig. Jeg har forstået, at en lovændring for nogle år siden muliggør belåning af andelsbeviser.
Er det skitserede en model, jeg kan arbejde videre på?
Med venlig hilsen
AL
Ved lovændring fra 2004 blev det muligt for en andelshaver i en andelsboligforening at belåne sin andel i foreningen, dvs. at pantsætte andelen i forbindelse med optagelse af et lån, f.eks. i et pengeinstitut eller hos en privat långiver, herunder også til køb af andelen. Formålet hermed var bl.a. at lette finansieringen ved køb og forbedring af andelsboliger.
Samtidig blev det muligt at foretage arrest og udlæg i en sådan andel i en andelsboligforening. Der er i den forbindelse fastsat nærmere regler i loven for tvangssalg af andelsboliger.
Rettigheder over andele i andelsboligforeninger registreres i Andelsboligbogen, der netop i marts 2011 er overgået til digital tinglysning, se herom nærmere på http://www.tinglysningsretten.dk/tinglysning/Nyheder/pressemeddelelser/Pages/AndelsboligbogenogPersonbogenbliverdigital.aspx.
Det er altså muligt at låne en kommende køber midlerne helt eller delvist til køb af en andel mod pant i andelen. Dog kan der i foreningens vedtægter være fastsat en grænse for lånets størrelse, idet det er muligt at bestemme i vedtægterne, at andelshaveren ikke mod pant i andelen kan optage lån, som overstiger 80 pct. af pantets værdi på lånetidspunktet.
Vilkårene for et sådant lån, herunder i første række rente- og afdragsprofil, vil bero på en forhandling med køberen.
Der gælder endelig den regel efter loven, at selv om det er aftalt, at gælden i henhold til et pantebrev i andelen ikke kan forlanges betalt ved ejerskifte, kan foreningen i forbindelse med overdragelsen kræve, at overdragelsessummen helt eller delvis indbetales til foreningen, medmindre den krævede indbetaling er unødvendig, for at foreningen kan få dækket sit tilgodehavende mod sælgeren, dvs. den hidtidige beboer.
Det er altså muligt at låne en kommende køber midlerne helt eller delvist til køb af en andel mod pant i andelen.”