

Foto: Colourbox
Offentliggjort 26.02.09 kl. 09:38 - opdateret kl. 10:06
Ledigheden stiger nu med en hastighed, der er dobbelt så høj som den fart, ledigheden tidligere faldt med.
I AKU anvendes samme definition af ledige og beskæftigede i alle lande. AKU-ledige er personer, som er helt uden arbejde, kan påtage sig et arbejde inden for to uger og er aktivt jobsøgende.
Der tages 22.000 interview i kvartalet til AKU. Resultaterne offentliggøres kvartalsvis, da antallet af interview ikke er stort nok til tilstrækkeligt pålidelige månedstal.
Kilde: Danmarks Statistik
I januar var ledigheden på 64.200 personer. Det er en stigning på 4.900 arbejdsløse i forhold til måneden før, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Arbejdsløshedsprocenten er dermed steget fra 2,1 pct. i december til 2,3 pct. i januar.
Det er tredje måned i træk, at ledigheden stiger. I gennemsnit er arbejdsløsheden steget med 4.500 personer om måneden siden oktober.
Stigningen i ledigheden på 4.900 personer er dobbelt så mange personer, som ledigheden i gennemsnit er faldet med måned for måned igennem de senere år frem til juli 2008, hvor vendingen på arbejdsmarkedet satte ind.
Trods den kraftige stigning i arbejdsløsheden er ledigheden i januar i år dog stadig laver,e end den var i januar 2008.
"Udviklingen på arbejdsmarkedet er stærkt bekymrende," siger cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank. "Med den hast ledigheden stiger, er dansk økonomi ved at bevæge sig ind i en selvforstærkende negativ økonomisk spiral."
"Når ledigheden stiger rammer det indkomsterne, men vigtigere så rammer det også tilliden i økonomien, hvilket gør, at også de, som ikke direkte rammes af den stigende ledighed, holder igen med forbruget. Dermed bliver de økonomiske konsekvenser værre end man indkomsttabet alene taler for."
"Siden arbejdsmarkedet vendte hen over efteråret sidste år er ledigheden samlet set steget med 17.200 personer. Det er meget på kort tid," fastslår Steen Bocian.
Cheføkonom Jes Asmussen, Handelsbanken, er enig: "Hastigheden hvormed ledigheden stiger er ganske enkelt bekymrende," siger han.
"Meldingerne om mangel på arbejdskraft er aftaget markant, og virksomhedernes beskæftigelsesforventninger er faldet til rekordlavt niveau. Og med de seneste signaler for tilstanden i dansk økonomi, er det svært at få øje på lyspunkter når vi ser ind i 2009."
"Vi forventer således at ledigheden allerede inden udgangen af 2009 vil være tæt ved fordoblet i forhold til dagens niveau, det vil sige bevæge sig op imod 120.000 ledige, og at vi i 2010 kan se ledigheden bevæge sig op imellem 150.000 til 200.000 personer," forudser Jes Asmussen.
I Jyske Bank frygter man, at der kommer endnu højere fart på stigningen i ledigheden: "Ledigheden kommer til at fortsætte op, og i den nærmeste tid kommer vi formentlig til at se endnu større månedlige stigninger, end den vi i dag har set for januar," siger seniorøkonom Niels Rønholt, Jyske Bank. Han forventer en ledighed på op omkring 110.000 fuldtidsledige ved årsskiftet.
Annonce: