

Offentliggjort 04.08.09 kl. 10:47 - opdateret kl. 11:12
Den store maskinvirksomhed Man Diesel fyrer endnu 550 medarbejdere. Motorproduktion flyttes til Tyskland.
550 medarbejdere på virksomheden MAN Diesel i Frederikshavn bliver fyret, oplyser DRs P4 Nordjylland. Afskedigelserne skyldes, at de tyske ejere flytter produktionen af dieselmotorer fra Nordjylland til Tyskland.
Ifølge hjemmesiden kanal frederikshavn.dk står flere hundrede arbejdspladser nu på spil for virksomheden, der har omkring 1.000 ansatte på de to adresser i Frederikshavn, hvor MAN Diesel blandt andet producerer firetakt dieselmotorer.
Problemerne hos Man Diesel skyldes mangel på ordrer.
I februar forsvandt 170 job.
I juni skrev nordjyske.dk, at nedturen i shippingverdenen rammer virksomheden i Frederikshavn med fuld kraft. Produktionen af skibsmotorer på fabrikken bliver kun en fjerdedel af det ventede.
Fabrikken er gearet til 200 motorer om året, men lige nu er der 116 tilbage i ordrebogen i år, og næste år kun 53.
Store fyringsrunder truer derfor i de scenarier virksomheden arbejder med for 2010, erkendte fabrikschefen Poul Knudsgaard over for nordjyske.dk.
Medarbejderne har fået beskeden på et stormøde i Arena Nord tirsdag formiddag. De 550 fyresedler er uddelt senest den 3. september.
Frederikshavns borgmester, Erik Sørensen, betegner det ifølge Ritzau som frygteligt for området.
Nyheden har sendt chokbølger igennem hele virksomheden, og det vil også få store konsekvenser for en lang række underleverandører i resten af Frederikshavn og flere andre byer.
Borgmester Erik Sørensen, erhvervsdirektør Jørgen Ove Jensen med flere er tirsdag kl. 13.00 indkaldt til møde med MAN Diesel-ledelsen.
- Jeg ønsker først at kommentere situationen efter dette møde, siger Jørgen Ove Jensen til kanal frederikshavn.dk.
Annonce: