

Skandaler som i Enron og Stein Bagger-sagen baner vej for whistleblower-ordninger i danske virksomheder. Foto: PR Foto & Colourbox, Kollage: Mattias Grøndal.
Offentliggjort 08.03.10 kl. 22:25
Skandaler som i Enron og Stein Bagger-sagen baner vej for whistleblower-ordninger i danske virksomheder.
Danske firmaer er med rekordfart ved at indføre ordninger for de ansatte, så de risikofrit kan sladre til ledelsen om uregelmæssigheder i virksomheden. Datatilsynet har godkendt 20 ordninger og behandler lige nu yderligere 45 ansøgninger.
Adgangen for ansatte til at kunne fortælle ledelsen om uregelmæssigheder eller direkte ulovlige forhold på en arbejdsplads er blevet aktuel efter skandaler som Stein Bagger-sagen og kollapset i den amerikanske koncern Enron for nogle år siden.
I tilfældet Stein Bagger kunne en sladre-ordning måske have fået en ansat til at afsløre, at der var noget helt galt, før det hele kollapsede.
Den type overvejelser har overbevist bestyrelsesformanden for Carlsberg om, at bryggeriet bør få sig en såkaldt whistleblower-ordning.
»Man har i andre tilfælde set, at når uregelmæssigheder opdages for sent, kan det have en ødelæggende effekt,« siger bestyrelsesformanden, professor Povl Krogsgaard-Larsen, Carlsberg.
Hos Danmarks største investor, ATP, tror man, at der kommer mange flere whistleblower-ordninger i Danmark. Dels fordi det anbefales i et nyt regelsæt for god selskabsledelse, dels fordi det er blevet lovpligtigt i USA.
»Hvis historien er et godt pejlemærke, vil kravene i USA brede sig til Europa. Men jeg håber, at man følger vores tradition med at gå frivillighedens vej og lade det dirigere af selskabernes egne overvejelser,« siger adm. direktør Lars Rohde, ATP.
Langt de fleste af Danmarks største børsnoterede selskaber - dem i børsens eliteindeks, C20 - har allerede taget positiv stilling til at oprette en ordning.
»Whistleblower-ordninger skaber sundere virksomheder, fordi medarbejderne har et sted at gå hen, hvis chefen eller kollegaen ikke følger reglerne,« siger direktør Kurt Anker Nielsen, der sidder i whistleblower-komiteen i bl.a. Novo Nordisk, Novozymes og Vestas.
Medicinkoncernen Lundbeck bortviste og politianmeldte sidste år tre medarbejdere efter en anmeldelse fra en ansat.
Annonce: