
Sjældne hvide løveunger. Foto: AP
Offentliggjort 03.09.10 kl. 13:45 - opdateret kl. 14:31
De ansatte på Zoologisk Have i København har nedlagt arbejdet i protest mod massefyringer.
Hverken elefanter eller de andre dyr i Zoo kan trække gæster til haven i København i samme omfang som tidligere. Foto: JP
De ansatte har fredag middag nedlagt arbejdet, efter at ledelsen har meldt ud, at en række serviceopgaver skal udliciteres, og 40 medarbejdere ud af godt 182 ansatte skal fyres.
Årsagen til massefyringen er et tab på over 200.000 gæster alene i denne sæson hidtil i forhold til sidste år.
Dermed står haven til at miste indtægter for over 25 mio. kr., forklarer adm. direktør i Zoologisk Have, Lars Lunding Andersen, til epn.dk.
"Vejrliget har været en katastrofe for os som andre forlystelsesparker. Vi havde den koldest vinter i mands minde, det koldest forår - og så kom der hedebølge i juli og skybrud på skybrud i august. Det har holdt vores gæster hjemme i en grad, vi ikke har oplevet før, og det gør virkeligt ondt på økonomien," forklarer Lars Lunding Andersen, der nu beder til, at vejret viser sig på den mere kendte og pæne side resten af efteråret."
"Derfor skal haven på Frederiksberg finde 25 mio. kr. på budgettet hurtigst muligt, og da netop løndelen er den største udgiftspost, er det også her der skal spares."
"Vi har 170 årsværk ansatte, og heraf må vi altså skære fra, så vi reelt må sige farvel til 25 ansatte på fuldtid. Men vi håber, at en del af disse kan finde tilbage, når vi nu bliver nødt til at udlicitere en del af opgaverne. De er jo vant til at arbejde herude, og vi håber de følger med hos vores nye leverandører af tjenesteydelser," tilføjer Lars Lunding Andersen.
Hos fagforeningen 3F beklager man den store udlicitering af opgaver.
"Zoologisk Have vil udlicitere store del af deres serviceopgaver. Dyrepasserne bliver beskåret med 25 procent. Hele servicepersonalet altså rengøringsfolk bliver udliciteret, og størstedelen af gartnergruppen bliver udliciteret," siger faglig sekretær i 3F Byg, Jord og Miljø, Flemming Grønsund til nyhedsitet Newspaq.
Af de 40 medarbejdere i København Zoo, der skal fyres, er 11 dyrepassere og otte gartnere. Resten er servicemedarbejdere til bl.a. oprydning og servering.
Trods arbejdsnedlæggelsen er Zoologisk Have i København stadig åben for publikum fredag og i weekenden, oplyser haven.
"Vi håber da, at de ansatte vender tilbage til arbejdet hurtigst muligt. Indtil da skal vi i ledelsen nok sørge for, at haven er sikker for alle - og at alle dyr selvfølgelig får den mad og pleje, de skal have," forsikre Lars Lunding Andersen overfor epn.dk
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: