

Offentliggjort 26.01.12 kl. 09:06 - opdateret kl. 09:11
Seniorøkonom kalder faldet på 1.100 ledige "en overordentlig positiv overraskelse".
Antallet af ledige faldt med 1.100 fra november til december. Nu er 160.500 ledige, og det svarer til at 6,1 procent af arbejdsstyrken er uden arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.
Ledigheden faldt også i november til stor overraskelse for økonomerne. Og nu får den altså endnu et hak i den rigtige retning - ned.
Danmarks Statistik anfører i de nye tal, at det bør bemærkes, at den sæsonkorrigerede ledighed for de seneste måneder samtidig er blevet nedjusteret.
Resultatet kommer bag på seniorøkonom hos Nykredit Tore Stramer, men glæder ham samtidig også.
"Med baggrund i den vækstafmatning, der ramte dansk økonomi i starten af 2011, og den tiltagende uro, der ramte de finansielle markeder i kølvandet på de eskalerende gældsproblemer i en række eurolande, havde vi ellers forventet en fortsat stigning i ledigheden," siger han.
Den registrerede ledighed har ligget på mellem 6,0 og 6,4 procent af arbejdsstyrken siden februar 2010. Alle ledighedstal i teksten er omregnet til fuld tid og korrigeret for normale sæsonudsving.
Men selvom ledigheden er faldet siden august, er Tore Stramer ikke sikker på, at tendensen med faldende ledighed fortsætter. Det danske erhervsliv er nemlig stadig usikker på fremtidsudsigterne.
"Med udsigt til en fortsat afdæmpet økonomisk vækst, som både i år og næste år vil ligge under det niveau, der normalt er forbundet med stigende beskæftigelse og faldende ledighed, forventer vi fortsat en stigning i ledigheden over de kommende måneder," siger han.
Tore Stramer forventer, at flere virksomheder vil tage konsekvensen af udsigten til fortsat lav vækst og begynde at tynde ud i antallet af ansatte. Han forventer derfor, at ledigheden vil stige med 10.000 -15.000 personer gennem 2012.
Flere parter peger på, at der bag de faldende ledighedstal, også kan gemme sig en anden tendens; at flere forlader arbejdsmarkedet.
"Vi har endnu ikke tal for beskæftigelsen i fjerde kvartal 2011 - men fra fjerde kvartal 2010 til tredje kvartal 2011 faldt beskæftigelsen med 24.000 personer. Når beskæftigelsen falder uden, at arbejdsløsheden stiger, er det det samme som, at arbejdsstyrken falder. Der er således i dag færre som deltager på arbejdsmarkedet end for et år siden," siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.
Det vil sige, at faldet i ledigheden ikke nødvendigvis er et tegn på at flere er kommet i arbejde, men at flere står udenfor arbejdsstyrken. Det skyldes ifølge Steen Bocian, at studerende bliver længere på studierne, fordi der ikke er arbejde til dem.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: