
Offentliggjort 31.03.09 kl. 22:28
IBM krævede et møde med Stein Bagger få dage før, han forsvandt i Dubai. IBM undrede sig over at blive omtalt som guldægget i IT Factory.
Internt blev IT Factorys succes forklaret med en IBM-aftale.
Aftalen sikrede IT Factorys royalties, forklarede Stein Bagger.
Men aftalen har aldrig eksisteret i virkeligheden.
Asger Jensbys udtalelser om aftalen blev skæbnesvangre for Stein Bagger.
IBM var på nippet til at afsløre Stein Baggers bedrageri, da den svindelsigtede it-direktør sidste år flygtede til USA.
Kort tid før sit opsigtvækkende forsvindingsnummer den 28. november i Dubai kontaktede IBM Stein Bagger og krævede et møde.
Anledningen var udtalelser fra IT Factorys bestyrelsesformand, Asger Jensby, som i et interview for første gang havde afsløret, at hele forretningsgrundlaget for IT Factorys milliardsucces var en guldrandet aftale med IBM.
Det billede kunne IBM imidlertid ikke genkende. Der gik derfor ikke mange timer, fra historien var på gaden, før Stein Bagger havde IBM i røret.
Det oplyser den forhenværende udviklingsdirektør i IT Factory Carsten Sjørup i en ny bog, Bedrag, skrevet af it-blogger og journalist Dorte Toft og journalist Henrik Tüchsen.
Henvendelsen fik Stein Bagger op i det røde felt.
»Den artikel affødte mildest talt en voldsom reaktion fra Stein. Han var utilfreds med, at jeg havde udtalt mig til en journalist. At jeg havde afsløret, hvorledes pengene kom ind,« siger Asger Jensby, tidligere bestyrelsesformand i IT Factory, i bogen.
Indtil Jensbys åbenhjertige udtalelser havde Stein Bagger ganske vist forklaret IT Factorys milliardsucces med en IBM-aftale. Men det var kun internt i IT Factory, at IBM intetanende spillede hovedrollen i Stein Bagger-svindlen. Udadtil havde den karismatiske it-direktør kategorisk afvist at forklare, hvordan man kunne levere resultater, som fik konkurrenterne til at blegne, når kundelisten på det nærmeste var ikke-eksisterende.
Når IBM-løgnen overhovedet kunne pågå så længe uden at blive opdaget, hænger det sammen med, at Stein Bagger forbød alle andre at tage kontakt til IBM.
I IBM anså man samtidig Stein Bagger for en værdifuld VIP-kunde. Bagger deltog jævnligt i møder på højt plan i USA og smurte IBM-systemet ved at placere store millionordrer på softwarelicenser hos it-giganten.
Hvor værdifuld en kunde Stein Bagger var, ses ved, at IBM har anmeldt et krav på 147 mio. kr. mod IT Factory-konkursboet. Dermed er IBM næststørste kreditor efter Danske Bank, der har 347 mio. kr. i klemme i Stein Baggers leasing-cirkus.
Det var imidlertid ikke kun IBM's henvendelse, der lagde et voldsomt pres på Stein Bagger.
Hans øvrige meddirektører havde også krævet et møde for at få en forklaring på, hvordan forretningen hang sammen.
Hertil kom, at Baggers svenske forretningspartner, Mikael Ljungman, øjensynligt havde snydt Bagger, hvorfor IT Factory var i akut pengemangel.
Mødet med IBM blev aldrig til noget. I dag har Stein Bagger erkendt bedrageri for 831 mio. kr.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: