

Offentliggjort 15.04.09 kl. 06:47
Bygningssagkyndige og energikonsulenter advarer om omfattende misbrug.
Kontrollen med de 1,5 mia. kr. i regeringens renoveringspulje er så ringe, at ordningen lægger op til omfattende svindel.
Advarslen kommer fra brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter (BfBE), der efter gårsdagens stormløb på ordningen fra tusinder af boligejere kraftigt opfordrer til en langt strammere kontrol med tilskuddene, end der er lagt op til.
Ud af de 40 mio. kr., som Erhvervs- og Boligstyrelsen skal bruge til at administrere fordelingen af de 1,5 mia. kr., er der ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger internt kun øremærket omkring 1,3 mio. kr. til kontrol med, hvad pengene bliver brugt til.
Og selv om ansøgerne skal afgive tro- og loveerklæringer om rigtigheden i deres ansøgninger, er der stort set frit spil til at omgås reglerne, mener direktør Torben Kaas, BfBe.
»Den manglende kontrol giver håndværksmestre et incitament til at omfordele beløbene på deres fakturaer, så materialeudgifter kommer til at fremstå som håndværkstimer,« mener Torben Kaas.
»Samtidig vil mange opgaver uden tvivl være uden sammenhæng med de opgaver, der fremgår af fakturaen.
Det kan f.eks. være ilægning af nye gulve, der i fakturaen beskrives som nye vinduer, fordi der i modsætning til energibesparende vinduer ikke gives materialetilskud til nye gulve.
»Vi vil også se eksempler på, at energibesparende materialer beskrives med bedre egenskaber, end de i virkeligheden har. Det kan f.eks. forekomme, hvor en tømrer udfører et specialtilpasset vindue og efterfølgende skal gøre rede for, at isoleringsevnen lever op til kravene i lovforslaget,« siger Torben Kaas.
Han frygter også, at renoveringspengene bruges til flere køkkener og badeværelser i stedet for til solfangere, varmepumper og nye vinduer.
Vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Henning Steensig bekræfter, at styrelsen internt kun har afsat 1,3 mio. kr. til kontrol af puljen.
»Men de penge skal udelukkende bruges til kontrol i tilfælde af, at vi får mistanke om, at reglernes omgås. Det gælder bl.a. kontrol af, om der er brugt de krævede energibesparende materialer. Derudover foretager vi tusinder af skrivebordskontroller, ligesom vi ved hver eneste ansøgning kontrollerer sammenfald mellem bl.a. cpr-numre og adresser,« siger Henrik Steensig.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: