
Offentliggjort 03.05.09 kl. 19:08 - opdateret kl. 21:21
Bunden er nået. Aktiemarkedet er på vej ud af krisen, og det samme vil ske for boligmarkedet, arbejdsmarkedet og den generelle økonomi efter sommeren.
De seneste to måneder er det danske C20-indeks steget 18 procent, og ifølge seniorstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg følger resten af økonomien med i andet halvår af 2009.
- Stigningerne på aktiemarkederne indikerer, at der er ved at ske en vending. Aktiemarkederne er seks til ni måneder foran resten af økonomien, så vendingen dér peger på, at det går den rigtige vej, siger han.
Hans optimisme bunder i, at regeringer og nationalbanker i hele verden har postet penge ud i økonomien i form af bl.a. vækstpakker, bankpakker og rentenedsættelser, og det begynder at have sin effekt nu. Forbrugertilliden er begyndt at stige, og også ISM-indekset, som er erhvervslivets tillidsbarometer, er begyndt at kravle den rigtige vej.
Flere økonomer og analytikere har ellers proklameret, at vi langt fra har set bunden af den omfangsrige økonomiske krise. Og virksomhederne fyrer da også stadig folk som følge af krisen. Alene i april har de store danske industriflagskibe Grundfos, Danfoss og Vestas fyret rigtig mange medarbejdere.
Men det er fordi virksomhederne altid hænger bagefter økonomien, understreger Henrik Drusebjerg.
- Arbejdsløsheden er en lidt forsinket effekt af økonomien. Virksomheder er dårlige til at omstille sig fra gode tider til dårlige tider. Det betyder, at man typisk ser arbejdsløsheden stige relativt sent i krisen. Til gengæld ser man den så også stige et stykke ind i vendingen, før virksomhederne igen får omstillet sig og tør have troen på, at det reelt er en vending og ansætte folk igen. Så det vil vi desværre nok se en tid endnu, siger han til Ritzau.
Optimismen kan endnu heller ikke spores på boligmarkedet. Ifølge en ny forbrugerøkonomisk måling, som Catinét har lavet for Ritzau, siger under seks procent, at de overhovedet går med overvejelser om at investere i fast ejendom i løbet af de næste tre måneder.
Henrik Drusebjerg forudser, at boligpriserne vil falde noget tid endnu, men han øjner klart en vending også her.
- En af de ting, der er ledende for, om boligmarkedet vil begynde at vende rundt, er bl.a. nybyggeriet. Og her har vi set, at antallet af nybyggede huse er begyndt at stige igen. Det vil sige, at de, der bygger nye huse, også har en forventning om, at de vil kunne sælge det til mere end, hvad det koster at bygge det. Det er i hvert fald det første tegn, siger han.
Vending eller ej, så går finanskrisen tilsyneladende hen over hovedet på mange danskere. I en Megafon-måling svarer 85 procent ifølge TV 2 Nyhederne, at deres indtægt er uændret eller større, end den var for et år siden. Kun 12 procent svarer, at de i dag får mindre i løn.
Ritzau
Annonce: