

Offentliggjort 26.10.09 kl. 07:00 - opdateret kl. 09:11
Politiet måtte mandag bruge hunde mod blokerende skraldemænd i Glostrup. Ingen tømninger i København og på Frederiksberg i dag.
Strejkende skraldemænd blokerer mandag morgen udkørslen fra Vestforbrændingen i Glostrup. Politiet forsøgte at rydde kørebanen, så skraldebiler fra de to firmaer, der har overtaget arbejdet med at samle skrald i hovedstadsområdet, efter skraldemænd fra HCS tirsdag lod sig fyre, ved ikke at genoptage arbejdet efter en arbejdsnedlæggelse, kunne komme på gaden.
De to firmaer skal tømme skrald i Ballerup, Hvidovre, Glostrup og Gladsaxe.
Da det ikke lykkedes med håndkraft af få de omkring 50 blokerende skraldemænd til at flytte sig, måtte politiet sætte politihunde ind. Blokaden, som talsmand for skraldemændene, Ronnie Larsen, kalder "stille og rolig", er nu ophævet.
"Folk har forføjet sig, når vi kommer ud på området. Men vi oplever, at tonen bliver mere og mere skærpet," siger Brian Larsen, vagtchef ved Vestegnens Politi, til Ritzau.
Skraldemændene i selskabet R98 har mandag morgen valgt at nedlægge arbejdet overenskomststridigt. Derfor får borgerne i København og på Frederiksberg ikke tømt deres skraldespande i dag, oplyser R98's direktør Søren Eriksen.
Skraldespande, der ikke tømmes mandag, vil senest blive tømt onsdag, oplyser han.
Skraldemændene fra Glostrup havde håbet, at landets øvrige skraldemænd mandag ville nedlægge arbejdet, men renovationsarbejdere i Århus er efter et fagligt møde mandag morgen kørt på gaderne for at samle skrald.
"En strejke vil ramme borgerne. Derfor har vi i stedet valgt at sende en sympatierklæring," siger talsmanden for skraldemændene i Århus, Morten Gregersen, til TV 2 News.
Skraldemænd i Aalborg, Kolding og Odense holder i øjeblikket møder, hvor de vil tage stilling i sagen.
Vagtchefen i Aalborg siger til epn, at han ikke har hørt om aktioner i området.
Annonce: