

Offentliggjort 15.03.10 kl. 06:51
Sælgere, købere og mæglere kan ånde lettet op, lover Domstolsstyrelsen.
Problemerne med at få en simpel tinglysning gennemført er løst om senest tre uger, hævder Domstolsstyrelsen.
Domstolsstyrelsen, der har ansvaret for tinglysningen, tør nu godt love, at sagsbehandlingstiden ved tinglysning bliver normaliseret efter påske. Kun de særligt vanskelige sager vil fortsat, og som tidligere, kræve længere tid.
Siden den digitale tinglysning blev lanceret i september sidste år, har det betydet lange ventetider for mange hussælgere. De har ikke kunne få deres penge, fordi køberen ikke skal betale, før tinglysningen er gennemført. Og det betyder øgede renteudgifter for sælgeren og bøvl for ejendomsmæglerne.
Da den digitale tinglysning blev indført, opstod der en stor pukkel af sager. Og det er den, som de ansatte i tinglysningen stadig kæmper med.
»Siden årsskiftet har vi konsekvent afviklet flere sager, end vi har fået ind, og dermed gnavet af bunken. Vi har nedbragt bunken så meget, at vi er sikre på, at vi når i mål den 6. april (lige efter påske, red.). Lige nu er sagsbehandlingstiden under en måned. Det er stadig ikke godt nok, og den skal ned under 10 dage for en simpel tinglysning,« siger direktør Adam Wolf, Domstolsstyrelsen.
Hvornår kan du love, at I er helt nede på det acceptable mål for en almindelig tinglysning?
»Jeg mener, at vi fra påske skal kunne ekspedere 95 pct. af sagerne inden for 10 dage. Det svarer til niveauet fra tidligere år. Det endelige mål er at få klaret 95 pct. af sagerne på gennemsnitligt fem dage pr. sag. Det mål tør jeg ikke sætte en dato på, men det er et realistisk mål«.
Sagsbehandlingstiden rammer også alle andre dele af retssystemet. Selv om domstolene afslutter væsentligt flere sager end tidligere, bliver den gennemsnitlige behandlingstid hele tiden længere. Det gælder alle typer af sager. Både civile og straffesager.
I erhvervsorganisationen Danske Advokater er man temmelig frustreret over den lange sagsbehandlingstid og kunne godt ønske sig, at politikerne overvejede at afsætte flere midler.
»Der bliver uden tvivl behandlet flere sager. Det viser årstallene for 2009 fra Domstolsstyrelsen, men samtidig viser brugerundersøgelser, at de professionelle brugere af retten, advokaterne, er stærkt utilfredse med de længere sagsbehandlingstider. Jeg mener, at politikerne må se på, om der er tilført området nok ressourcer. Det er stærkt utilfredsstillende, at tiderne det seneste år er blevet yderligere forlænget,« siger adm. direktør Paul Mollerup, Danske Advokater.
Adam Wolf mener ikke, at tiden er inde til, at domstolsstyrelsen skal bede politikerne om flere penge. Området har allerede fået en ekstrabevilling til 200 medarbejdere, der er under oplæring og knap er sat ind endnu. Men samtidig må styrelsens direktør indrømme, at såfremt finanskrisen fortætter, vil antallet af tvangsauktioner stige og dermed også sagsbehandlingstiden.
»Vi er meget afhængige af udviklingen i antallet af sager, og kommer der endnu en kraftig stigning i antallet af tvangsauktioner, er det et politisk spørgsmål, hvilke sagstider man vil acceptere,« siger Adam Wolf.
LÆS OGSÅ: Ingen erstatning for tinglysnings-kaos
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: