
Finanstilsynet vil nu undersøge de seneste dages handler i Amagerbanken med mistanke om kursmanipulation eller insider-handler. Foto: JP
Offentliggjort 09.09.10 kl. 08:24
De store kursudsving i Amagerbank-aktien har vækket Finanstilsynet og fondsbørsen.
Finanstilsynet har indledt et omfattende efterforskningsarbejde, der skal afklare om, der er sket noget ulovligt i forbindelse med aktiens heftige kursudsving.
"Vi har naturligvis bemærket udviklingen på det seneste. Det er sådan, at vi helt automatisk begynder at kigge nærmere på en aktie, når der pludselig er en stor volumen eller volalitet," siger Marianne Knudsen, kontorchef for Finanstilsynets børskontor, der overvåger markedet for værdipapirhandel.
Denne uge har budt på en stigning på 53 pct. samt to fald på henholdsvis 17,7 og 35,5 pct., og det har fået de to instanser til at undersøge, om alt er gået til på lovlig vis.
Det skriver Berlingske Business torsdag.
Amagerbankens aktie bliver ofte kun handlet mellem 100 og 500 gange på en normal børsdag, men de seneste dage er antallet af handler eksploderet. Mandag blev aktien eksempelvis handlet 3428 gange, mens der om tirsdagen blev foretaget 3263 handler med aktien.
Berlingske skriver, at flere eksperter mener, at eksplosionen af handler skyldes spekulation.
»Vi kan konstatere, at aktiekursen er frakoblet den egentlige værdi af banken. Det betyder, at det er andre interesser end de rent værdibaserede, der driver aktiekursen i vejret, men at sige noget om, hvad det så er for interesser, vil være det rene gætværk,« siger formueforvalter i Formuepleje Thomas Berngruber til Berlingske Business.
Det er heller ikke gået ubemærket hen hos Nasdaq OMX, selskabet bag Københavns fondsbørs, der ligesom Finanstilsynet er gået i gang med at kigge de seneste dages aktivitet i Amagerbank-aktien i sømmene.
"Vi har lagt mærke til aktiens kursudvikling, og på baggrund af bankens særlige situation er det noget, vi holder godt øje med," siger Jakob Kaule fra Nasdaq OMX's kontor for handelsovervågning til Berlingske.
Marianne Knudsen understreger, at ingen går fri, såfremt der er foregået noget ulovligt.
Finanstilsynets overvågningssystem, Trace II, er nemlig i stand til at optrevle samtlige handler med aktien, og børskontoret er således i stand til at se helt præcist, hvem der har handlet - og hvornår.
"Det giver os en mulighed for at se, om der er et mønster med handlen af aktien. Om der er en person med særlig viden, der handler med aktien. Eller om der er et familiemedlem, en nabo eller en ven til en person med særlig viden, der handler med aktien. Det er ret detaljeret," siger hun til Berlingske Business.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: