

Offentliggjort 14.06.11 kl. 17:58
Fynsk filatelist har nu en egenkapital på 46 mio. kr. efter femte rekordregnskab i træk.
Det er lykkedes en nordfynsk frimærkeentusiast at opbygge et europæisk imperium, der netop har præsenteret et imponerende regnskab.
Erling Daugaard er manden bag selskabet Champion Holding A/S, der står bag en række europæiske frimærkehandler, herunder det danske Nordfrim A/S, og som i det seneste regnskab har præsenteret et overskud på 5,7 mio. kr.
”Vi er ganske godt tilfredse, men det er ikke et regnskab, der kommer bag på nogen af os,” lyder det beskedent fra Erling Daugaard til epn.dk
Det, der for de fleste blot er en mere eller mindre tidskrævende hobby, har Erling Daugaard formået at gøre til en særdeles indbringende forretning, hvis pengetank nu bugner med en egenkapital på godt 46 mio. kr.
Ud over de 130 ansatte, som virksomheden beskæftiger i Danmark, er der yderligere 350 ungarere, som fra deres hjem arbejder for virksomheden.
Erling Daugaard selv lægger vægt på, at han ikke er kommet sovende til succesen.
”Det er jo en udvikling, der startede for snart 50 år siden, så det er jo ikke noget, som er kommet fra den ene dag til den anden,” forklarer Erling Daugaard, der i 1965 grundlagde Nordfrim A/S, som står som hovedbidragyderen til det positive regnskab.
Bag succesen ligger en række udslagsgivende samarbejdspartnere, med hvem det danske selskab nu præsenterer det femte rekordregnskab i træk.
”Det har gjort, at vi nu kan give staten sin del af overskuddet, og det resterende kan vi bruge på at investere i opkøb ude i Europa,” forklarer Erling Daugaard.
Det har blandt andet resulteret i et opkøb i Holland, hvor man nu samarbejder med postvæsenet og på den måde har fået adgang til 163.000 frimærkesamlere.
Den store drøm om at markere sig på de fjernøstlige markeder - hovedsageligt Kina – er foreløbigt forblevet ved drømmen.
”Vi er ikke kommet videre i østen. Vi må indse at infrastrukturen endnu ikke tillader den form for forretning, som vi gerne vil drive, så foreløbig ligger vores fokus på vores eksisterende kunder,” siger Erling Daugaard.
Netop kunderne betegner Erling Daugaard som samlere fra det meste af verden, og der er ikke noget, som tyder på, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid.
”Vores kunder er primært samlere, der gerne vil købe frimærker uden fordyrende mellemled,” forklarer Erling Daugaard.
Han understreger i øvrigt, at den umiddelbare udfordring ligger i at fortsætte den gode udvikling og dermed fortsætte med at udvide forretningen frimærkemarkedet.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: