

Foto: Colourbox
Offentliggjort 18.11.11 kl. 07:12
Det er sjovere at være chef end almindelig ingeniør, når blikket kastes på lønsedlen.
Cheferne har det seneste år haft lønstigninger på 4,1 procent, mens projektlederne nøjes med det halve, nemlig 2,1 procent. Det vil sige, at cheferne har lønstigninger, der ligger pænt over prisstigningerne på godt 2,5 procent. Omvendt får de menige ingeniører udhulet deres løn af inflationen, skriver Politiken.
En arbejdsmarkedsforsker har et bud på en forklaring.
»Populært sagt kan cheferne bevilge sig selv højere løn. Det er min fornemmelse, at mønstret er det samme i andre brancher og såmænd også i andre lande. Cheflaget argumenterer over for topcheferne og bestyrelse med, at det er vanskeligere at være chef under krisen, og der skal træffes upopulære beslutninger«, siger professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, til Politiken.
Den gennemsnitlige lønstigning blandt ingeniører i det private ligger på 2,9 procent, viser ingeniørforeningen IDA's lønstatistik. Statistikken omfatter godt 50.000 erhvervsaktive ingeniører, som primært er ansat i private firmaer.
Det provokerer de menige ingeniører, at cheferne løber med de største lønstigningerne.
»Det virker som en rød klud i ansigtet, når man selv bliver bedt om at udvise økonomisk ansvarlighed i krisetider og naturligt forventer, at lederne går forrest«, siger Lars Bengaard, tillidsmand hos TDC Mobil, til Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
I IDA bliver de beskedne lønstigninger for almindelige ingeniører forklaret med, at krisen betyder færre jobskift, hvor der traditionelt er mulighed for at løfte lønnen.
»Der er generelt løntilbageholdenhed blandt vores medlemmer på grund af krisen. Den umiddelbare forklaring på, at cheferne stiger mere, kunne være, at firmaerne sikrer sig en god ledelse for at arbejde sig ud af krisen. Og en god ledelse koster noget. Så vil måske fagspecialisterne følge med næste år«, siger Ellen Fænøe, formand for Ansattes Råd i IDA, til Politiken.
Kilde. Politiken
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: