
Arbejdsgiveren kan nu tilbyde tandlægebehandling som frynsegode. Arkivfoto
Offentliggjort 03.09.10 kl. 16:17
En ny forsikring mod dyre tandlægeregninger ventes at blive et nyt frynsegode på linje med sundhedsforsikringer.
Nu skal tandkroner og rodbehandlinger gøres til ligeså populære frynsegoder som sundhedsforsikringer, motionsordninger og sund kost.
Firmaet Dansk Tandforsikring forhandler i øjeblikket med en række virksomheder og faglige orgamisaitioner om at lancere en ny gruppeforsikring for tænder, omtrent ligesom andre populære frynsegoder som f.eks.sundhedsforsikringer og motionsordninger. Dermed kan Danmark så vidt vides blive det første land i verden, der drager tandbehandling med ind i en lønpakke for ansatte.
Den nye forsikring kommer til at omfatte samtlige tandlægeudgifter på over 3.000 kr. om året. Så store tandlægeudgifter har en stor del af befolkningen, ifølge selskabets stifter og medejer, David Choleva.
F.eks. er sandsynligheden på 7-8 pct. for, at en 40-50 årig i løbet af det kommende år skal have lavet en dyr tandkrone eller en tandbro. Tilsvarende er der mere end 25 pct.´s sandsynlighed for, at en 40-50 årig det kommende år skal have fjernet en tand af én eller anden grund eller have foretaget andre kirugiske indgreb.
Men tro ikke, at man dermed kan få en tandlægeregning på over 3.000 kr. betalt, hvis man kun har rådne eller forsømte tænder i munden efter mange års tandlægeskræk og forsømmelighed med tandbørsten.
Ifølge David Choleva er betingelsen for forsikringen, at patientens tandlægejournal efterfølgende godkendes. En sådan journal viser f..eks., hvor ofte patienten har været ved tandlæge, og hvad vedkommende er blevet behandlet for.
"Hvis det viser sig, at en patient har haft behandlingskrævende tilstande i munden inden vedkommende blev forsikret, så dækker vores forsikring ikke," fastslår han.
"Men omvendt kan man som forsikret få sin tandlægeregning betalt på måske op til 30.000 kr. om året, fratrukket en selvrisiko på 3.000 kr., siger David Choleva, der forudser, at mange virksomhder vil se en ny oplagt mulighed for at kunne give sine ansatte et tiltrækkende frynsegode.
Forsikringen kommer til at koste typisk 500-600 kr. om året pr. ansat. De penge kan virksomhederne trække fra i skat. Til gengæld bliver den enkelte ansatte beskattet af kontingentet, der dermed kommer til at koste omkring 25 kr. netto om måneden.
Dansk Tandforsikring blev etableret i foråret med tilbud om individuelle tandforsikringer, der dækker op til 80 pct. af kundernes tandlægeregninger. Sådan en forsikring koster for en ung kunde på under 30 år 109 kr. om måneden.
Annonce: