
Offentliggjort 06.09.10 kl. 12:42
Udskældt er den, men faktisk kan man tjene penge på multimedieskatten.
3.000 kr.
Så meget beskattes man af, hvis man betaler multimedieskat, uanset hvor meget multimedieudstyr man får stillet til rådighed af sin arbejdsgiver. Det betyder, at når skatten er betalt, kan alle andre udgifter til multimedier, som arbejdsgiveren betaler, betragtes som skattefri løn.
Det fortæller skatterådgiver Jørgen Frausing fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen til tv2.dk.
Han har regnet på tallene, og når frem til, at der kan være mange hundrede kr. at spare i skat ved at gå ned i løn og i stedet få arbejdsgiveren til at betale for sin nye pc, mobiltelefon eller andet multimedie.
Beregningerne viser, at en lønmodtager med multimedie-udgifter på 6.000 kr., som er enlig og ikke betaler topskat, kan tjene 1.241 kr. ved at gå 6.000 kr. ned i løn og i stedet få arbejdsgiveren til at dække sine udgifter til multimedier.
Betaler man topskat er fortjenesten endnu større, og betaler man i forvejen multimedieskat stiger gevinsten til ca. det dobbelte. Skatterådgiver Jørgen Frausing mener især, at muligheden er oplagt, hvis man har udsigt til lønforhøjelse, eller hvis virksomheden skal spare på lønbudgettet.
”Så kan arbejdsgiver og lønmodtager dele skattegevinsten mellem sig,” siger han til tv2.dk.
Revisionsselskabet Deloitte lavede tidligere på året beregninger, der viste, at især lønmodtagere, der ved siden af arbejdet driver en mindre virksomhed, kan score kassen på multimedieskatten.
Skatterådgiver Anders Zitawi understregede dengang, at en række krav skal være opfyldt, før man kan vende udgiften til en indtægt.
Han bemærkede blandt andet, at udstyret skal være til blandet brug.
LÆS OGSÅ: Scor kassen på multimedieskatten
Annonce: