Sådan vil regeringen hæve bilafgifterne
Af
JANNIK BRINCH
Offentliggjort 22.02.12 kl. 15:17
Regeringen vil angribe bilafgifterne på tre punkter for at sikre billigere kollektiv trafik.
Det skal være slut for med at spare tusindvis af kroner i afgifter på leasing- og demobiler. Det er et ønske fra regeringen, der med en afgiftsændring vil lukke de nuværende smuthuller, der typisk giver femcifrede besparelser på biler.
"Formålet med ændringerne er at fjerne den omfattende fantasifulde anvendelse af demobiler til at bringe afgiftsgrundlaget ned til mindstebeskatningsprisen," fremgår det af et notat på Skatteministeriets hjemmeside, hvor det ligeledes lyder:
"Desuden vil forslaget betyde, at leasingselskaber ikke længere kan afgiftsberigtige køretøjer til mindstebeskatningsprisen."
Skal bidrage med 1 mia. kr.
Samlet skal de hævede afgifter bidrage med 1 mia. kr. til statskassen efter fuld tilpasning af bilparken. Pengene skal igen kanaliseres ud i den kollektive trafik, der skal gøres både "billigere og bedre".
Regeringen vil angribe den aktuelle danske afgiftsmodel på tre måder, fremgår det af notatet.:
- For det første bliver det slået fast, at den afgiftspligtige værdi mindst skal svare til den værdi, forhandleren selv har givet for køretøjet.
- For det andet skal interesseforbundne virksomheder – fx importør og leasingselskab – kunne godtgøre, at der er solgt biler til uafhængige købere til priser, der svarer til de priser, de selv har betalt afgift af. Det svarer til reglerne på transfer pricing området, hvor virksomhederne også har pligt til at kunne dokumentere, at interne handler finder sted til retvisende priser.
- For det tredje offentliggøres afgiftsgrundlaget for alle solgte biler med angivelse af hvilke virksomheder, der har anmeldt køretøjet til afgiftsberigtigelse. Det giver større gennemskuelighed.
Ifølge Skatteministeriet registreres omkring halvdelen af alle nye person- og varebiler i dag som leasing- eller demobiler.
Lovændringen vil få virkning for kontrakter, der er indgået fra fremsættelsen af lovforslaget for Folketinget, hvilket ventes at ske snarest. Den får til gengæld ikke betydning for allerede indgåede kontrakter.
Baggrund
- Udgangspunktet i registreringsafgiftsloven er, at den afgiftspligtige værdi er bilens almindelige pris ved salg til slutbruger i Danmark. Når en bil sælges til sin nye ejer, er der ikke tvivl om, hvad den afgiftspligtige pris er: Det er den pris, som den nye ejer betaler til forhandleren.
- Der findes imidlertid en række sammenhænge, hvor der ikke findes en almindelig pris til slutbruger, fordi bilen reelt ikke skifter ejer. Derfor har der udviklet sig en praksis, hvor mindstebeskatningsprisen i stedet benyttes som afgiftsgrundlag.
- Mindstebeskatningsprisen er beregnet som importprisen plus lovens krav til den samlede mindsteavance på 9 pct. plus moms og er det laveste afgiftsgrundlag, der kan bruges ved salg til slutbruger.
- Mindstebeskatningsprisen er typisk lavere end den ”almindelige pris”, som er den pris, køretøjet faktisk sælges for til slutbrugeren. Det skyldes, at avancerne på nye biler som regel er større end 9 pct. og for nogle biler meget større. Ved at anvende mindstebeskatningsprisen frem for den almindelige pris fås derfor et lavere afgiftsgrundlag for registreringsafgiften, og staten taber provenu.
- Denne praksis har skabt en konkurrencefordrejning mellem bilimportører, leasingselskaber og forhandlere, hvor leasingselskaber altid kan afgiftsberigtige til mindstebeskatningsprisen, men forhandlerne for at opnå samme fordel først skal lade bilen eller motorcyklen registrere til virksomheden selv som demobil. Og den har givet anledning til et fald i statens indtægter fra registreringsafgiften.
(Kilde: Skatteministeriet)