
Offentliggjort 19.01.12 kl. 07:18 - opdateret kl. 08:19
Det var næppe et "Kodak-moment", da selskabet anmodede om betalingsstandsning.
Kameraproducenten Eastman Kodak, der i mange år har spillet en dominerende rolle inden for fotografi, må nu gå i betalingsstandsning for at beskytte det fra kreditorerne.
Det mere end 130 år gamle selskab oplyser, at det har sikret sig en kreditfacilitet på ca. 5,5 milliarder kroner over 18 måneder fra banken Citigroup for at holde selskabet kørende.
- Bestyrelsen og ledelsen er enige om, at dette er et nødvendigt skridt og det rigtige at gøre for Kodaks fremtid, oplyser bestyrelsesformand og koncernchef Antonio M. Perez i en udtalelse.
Kodak dominerede i sin tid hele branchen, men det nåede ikke hurtigt nok at favne mere moderne teknologier som det digitale kamera, som selskabet pudsigt nok selv opfandt.
Selskabets nedtur har allerede ramt hårdt i hjembyen Rochester, New York, hvor beskæftigelsen hos Eastman Kodak i dag er 7000 mod mere end 60.000 i de bedste dage.
I de senere år har selskabets ledelse drejet det mere over mod printere til både forbrugere og virksomheder. Men det har ikke genskabt overskud, og dem har selskabet ikke set siden 2007.
Samtidig har selskabet været ramt af pengedræn, som har gjort det vanskeligt blandt andet at overholde forpligtelser i forhold til pension for de ansatte.
Ifølge Antonio Perez vil betalingsstandsningen gøre det muligt fortsat at arbejde på at skaffe maksimal værdi ud af Kodaks aktiver, heriblandt patenter i forbindelse med digitale billeder og printerteknologi.
Kodak og rådgiveren Lazard Ltd. har været i gang med at søge efter en køber til de 1100 digitale patenter, som Eastman Kodak ejer.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: