
Offentliggjort 06.09.10 kl. 16:25 - opdateret 07.09.10 kl. 10:44
Mark Hurd, der i august blev fyret som topchef i HP efter en sexsag, har fået nyt job.
Og det er ikke et hvilketsomhelst job. Men posten som direktør i verdens tredjestørste softwarevirksomhed, Oracle. Den hidtidige direktør, Charles Phillips, sagde nemlig op, da Oracle mandag tydeliggjorde, at han var "med-direktør" sammen med Safra Catz.
Den degradering ville Charles Phillips ikke finde sig i.
Mark Hurd, der er 53 år, blev frikendt for beskyldningerne om seksuel chikane, og HP udtalte endda, at hans optræden havde været helt i overensstemmelse med HPs etiske retningslinjer. Der var intet at komme efter.
Imidlertid afslørede HP's interne undersøgelser af sagen samtidig, at Mark Hurd havde haft en upassende omgang med repræsentationskontoen og ladet HP betale for udgifter, det ikke burde betale. Og for den forseelse fyrede HPs bestyrelse Mark Hurd.
Fyringen fik straks Larry Ellison, stifter af og formand for Oracle, til at kalde HPs beslutning for tåbelig.
Mark Hurd er nemlig manden, der har bragt vækst og orden i HP igen og genetableret korpsånden, efter en periode præget af intern utilfredshed, mistillid og uro og ulovlige aflytninger af bestyrelsen under den tidligere ledelse. Under Hurds ledelse er indtjeningen i HP tredoblet.
Larry Ellison mente, at en fyring var ude af proportioner i forhold til forseelsen, og at den ville skade både HP og HPs aktionærer. Ellison gik så langt som til at sige, at beslutningen var den mest tåbelige, siden Apple i slutningen af 1980'erne fyrede Steve Jobs. Steve Jobs vendte siden tilbage og reddede Apple og førte virksomheden til enorm vækst ved at udvide med bl.a. iPod og iPhone produkterne.
Nu hører det med til historien, at Larry Ellison ofte er ret bramfri i sine formuleringer, og han er samtidig mangeårig ven med Mark Hurd.
Hvorom alting er: Oracle-formanden har sørget for, at direktør-posten blev ledig, så Mark Hurd nu kan overtage den.
Annonce: