
Offentliggjort 27.05.09 kl. 08:36
Asger Jensby anklages for at have svigtet sit tilsyn med Stein Bagger. Derimod har den tidligere bestyrelsesformand i IT Factory haft travlt med at låne millioner af sin direktør.
Da Asger Jensby oven på Stein Baggers flugt erklærede IT Factory konkurs, skyldte han personligt Stein Bagger-selskabet Agios United S.A. 28 mio. kr. Penge, som Jensby havde lånt over tid fra Bagger ved brug af en lang række gældsbreve.
»Jeg har i Agios gældsbreve underskrevet af Asger Jensby for et beløb, der rundt regnet svarer til 28 mio. kr.,« siger Boris Frederiksen, kurator i konkursboet Agios United.
Den betragtelige milliongæld er oparbejdet over tid, idet der er tale om, at Asger Jensby gentagne gange har henvendt sig til Stein Bagger for at låne penge. Det er sket sideløbende med, at Jensby som formand for IT Factory-bestyrelsen har haft til opgave at kigge Stein Bagger over skulderen.
Morgenavisen Jyllands-Posten har tidligere fortalt, at Asger Jensby allerede i 2006 undrede sig over, hvordan IT Factory-forretningen hang økonomisk sammen.
»Jeg har aldrig rigtigt kunnet komme ind på livet af budgetlægningen i IT Factory. Og efterhånden som tallene blev større og større, undrede jeg mig over, hvad de byggede på, og hvordan de hang sammen,« sagde Asger Jensby på et møde lørdag den 29. november sidste år med Stein Baggers ukendte forretningspartner, Allan Vestergaard.
Asger Jensbys udtalelse er i modstrid med hans hidtidige forklaringer om, at han aldrig har følt anledning til at sætte spørgsmålstegn ved IT Factorys utrolige vækstspiral.
Ifølge Boris Frederiksen sidder han i dag med fem-seks gældsbreve underskrevet af Asger Jensby. Millionerne, som Stein Bagger var i stand til at låne sin mangeårige forretningspartner og bestyrelsesformand, stammer bl.a. fra udbytter på 32 mio. kr. fra IT Factory. Udbytter, som blev udløst af de rekordoverskud, Stein Baggers leasing-svindel kastede af sig.
Det er dog ikke kun Asger Jensby personligt, der indirekte har nydt godt af IT Factory-svindlen. JyllandsPosten har tidligere omtalt, at Asger Jensbys investeringsselskab JMI Invest i 2006 var tæt på at gå konkurs.
Men takket være en voldsom opskrivning af værdien af IT Factory, som JMI ejede en halvpart i, ændrede 2006-resultat sig fra et truende minus på 185 mio. kr. til et overskud på 646 mio. kr., og dermed lykkedes det JMI Invest at ride stormen af.
I dag står Asger Jensby over for krav fra Boris Frederiksen om at indfri gælden på 28 mio. kr.
Annonce:
Annonce:
Annonce: