
Offentliggjort 02.03.10 kl. 19:25
Apples kommende tavle-pc, iPad, er løbet ind i produktionsvanskeligheder, skriver ATD.
Apples meget omtalte kommende tavle-pc, iPad, skal efter planen lanceres senere i denne måned i USA.
Men der er risiko for, at lanceringen enten bliver udskudt, eller at det kun bliver et stærkt begrænset antal iPad, der kommer i de amerikanske butikker denne og næste måned, skriver den digitale analyse- og nyhedssite ATD (All Things Digital), som Wall Street Journal står bag.
Det forlyder nemlig, at der er opstået produktionsproblemer hos den kinesiske fabrik, Hon Sai Precision, som producerer iPad for Apple.
Det vides ikke, hvilken type produktionsproblemer der i givet fald er tale om. Men ATD citerer teknologi-analytiker Peter Misek fra Canaccord Adams for, at produktionsproblemerne betyder, at der ikke bliver leveret 1 mio iPads til de amerikanske butikker inden månedens slutning.
Der kommer kun omkring 300.000 enheder i marts, siger han. Produktionsproblemerne betyder, at der heller ikke vil kunne blive leveret de 800.000 iPads til april, som Apple har annonceret.
Peter Misek forestiller sig derfor, at Apple muligvis vil vælge helt at udskyde lanceringen.
Det er ikke officielt bekræftet noget sted, at der skulle være produktions- og leveringsproblemer med iPad. Eneste kilde, der vil lægge navn til historien, er Peter Misek. Han er imidlertid er en kendt Apple-analytiker med et stort kildenet inden for branchen.
Peter Misek regner ikke med, at en forsinkelse på nogen måde vil påvirke Apple eller salget af iPad - højest medføre frustration hos ventende forbrugere.
iPad er en bærbar computer uden tastatur - alt er indbygget i skærmen, der er trykfølsom og på 9,7 tommer. Den er Apples svar på de meget populære små Windows-baserede netbooks og Nokias kommende 3G Booklet.
IPad er blevet kaldt en forstørret iPhone, men den er uden indbygget telefon og alene beregnet til at være koblet trådløst op på internet.
I USA bliver den lanceret til priser mellem 499 dollars for den billigste WiFi-model (med 16 GB hukommelse og uden 3G datanetværk) og 829 dollars for den største model (med 64 GB hukommelse og både WiFi og 3G dataforbindelse til internet). Hertil skal lægges moms. Det tyder på et prisniveau i Danmark på mellem 4.000 kr. og 7.000 kr.
Lanceringen af Apples iPad i Europa sker først senere på året.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: