
Offentliggjort 04.08.10 kl. 09:19
Besøg på 50 populære hjemmesider medførte, at test-computer blev inficeret med 2.224 små filer, der gør det muligt i mindste detaljer at overvåge brugerens adfærd på nettet.
Internetbrugere overvåges intensivt af utallige små "spion-filer", som installeres automatisk ved besøg på populære hjemmesider. Filerne opsamler detaljerede informationer om brugerens gøren og laden på nettet. Disse informationer indsamles i databaser og videresælges i et omfang og tempo, som er hastigt voksende.
Det afslører The Wall Street Journal, som har gennemført en omfattende analyse af problemstillingen.
The Wall Street Journal konkluderer, at udspionering af brugerne er en af de hastigst voksende forretninger på internettet. Det fremgår af analysen, at besøg på de 50 mest populære hjemmesider i USA medførte, at der hvert sted i gennemsnit blev installeret 64 "sporings-filer" på The Wall Street Journals test-computer - som regel uden nogen form for advarsel. Besøg på de 12 mest "belastede" hjemmesider medførte, at computeren hvert sted blev udstyret med mere end 100 små programmer, som kan kortlægge brugerens fremtidige gøren og laden på internettet.
De 50 hjemmesider står sammenlagt for 40 pct. af de amerikanske forbrugeres hjemmesidebesøg. Besøg på de 50 hjemmesider medførte, at der i alt blev installeret 3.180 "sporings-filer" i test-computeren. Heraf var omkring en tredjedel helt uskyldige filer, der eksempelvis hjælper med at huske password ved kommende besøg på hjemmesiden. Tilbage var imidlertid hele 2.224 filer, som blev installeret af 131 forskellige selskaber. Disse selskaber er alle på en eller anden måde involveret i at følge og overvåge brugernes adfærd på nettet og på den baggrund opbygge databaser med informationer, som kan videresælges.
I disse databaser optræder brugerne ikke med navn, men deres computer er registreret med en individuel kode. Til hver kode knytter sig en profil af brugeren. Disse profiler sælges i bundter og er selvsagt guld værd for annoncørerne.
Tidligere måtte annoncørerne skyde relativt bredt i forsøget på at ramme målgruppen. Nu kan de - mod betaling - købe sig til at følge en veldefineret målgruppe på nettet. Hvis man som bruger ofte støder på annoncer, der matcher ens personlige interesser, er det således formentlig mere end et tilfælde.
Ifølge The Wall Street Journal bliver de små spion-programmer stadig mere avancerede. Tidligere opsamlede de typisk kun information om, hvilke hjemmesider brugeren besøgte. Nu afslører programmerne i detaljer brugernes adfærd på de enkelte hjemmesider - hvad de skriver, hvad de leder efter, hvad de køber osv. Det fremgår, at nogle af programmerne gør det muligt at overvåge, hvordan brugeren bevæger musen rundt på skærmen.
De enorme mængder data opsamles og omsættes stadig hurtigere på børs-lignende markeder, som er opstået i løbet af de seneste 18 måneder, oplyser The Wall Street Journal. Eksempelvis sælger selskabet BlueKai dagligt 50 mio. "informationer" om individuelle brugeres adfærd. Disse "informationer" sælges for helt ned til en tiendedel af en cent pr. stk. De mange data gør det muligt for eksempelvis rejseselskaber at foretage en ekstremt målrettet annoncering rettet mod netop den gruppe brugere som lige nu - via deres adfærd på nettet - afslører, at de er ved at købe ferie.
Denne målrettede annoncering kan blive pinagtig, hvis der er tale om følsomme emner. Et af de selskaber The Wall Street Journal har talt med er Healthline Networks Inc., som er et annoncenetværk, der scanner de hjemmesider, brugeren besøger. Herefter sørger Healthline for, at brugeren kommer til at se annoncer, som relaterer til de informationer, brugeren har studeret. Hvis en bruger eksempelvis henter informationer om depression, vil der begynde at dukke annoncer for behandlinger og medikamenter mod depression op på brugerens skærm. Healtline hævder dog at have visse etiske grundregler - således følger man angiveligt ikke brugere, der har hentet informationer om emner som HIV, impotens og spiseforstyrrelser
Selskabet Lotame Solutions Inc. fra New York anvender ligeledes sofistikeret software til at opsamle informationer om, hvad besøgende skriver på forskellige hjemmesider. Hver bruger er identificeret med en kode. Når den samme brugers adfærd er overvåget gennem længere tid på mange forskellige hjemmesider, tegner der sig et stadig tydeligere billede af vedkommendes interesser, holdninger, alder, indkomst mm. Herefter samler firmaer som Lotame disse profiler i bundter, som sælges til annoncører, der hermed får mulighed for at målrette markedsføringen.
"Vi kan lave segmenter på helt ned til en person," fortæller Eric Porres, marketingchef for Lotame.
Annonce: