
Offentliggjort 04.09.10 kl. 12:21
Den nye Office-pakke gør det lettere at kombinere virksomhed og hjemmearbejdsplads.
I Microsofts nye Office-pakke, Office 2010, er nøgleordet blevet samarbejde og netværk. Og ikke kun samarbejde på arbejdspladsen. Office 2010 integrerer også hjemmearbejdspladsen i samarbejdet. Og der kan skabes kontakt og samarbejdes med ens øvrige sociale netværk som eksempelvis Facebook.
Microsofts egen sociale netværkstjeneste, Windows Live, er også fuldt integreret i Office 2010. Et eksempel: Man ønsker lige at høre en bekendts mening, mens man arbejder på en PowerPoint-præsentation. Fra computeren kan man online vise dias-showet for den bekendte, mens man afvikler det på sin egen computer, og vedkommende kan se præsentationen, selv om der ikke er PowerPoint-program på vedkommendes computer.
I øvrigt er det i PowerPoint 2010 blevet nemt at integrere videoer i præsentationen.
Med Office 2010 følger adgang til web-udgaver af Office 2010 på Windows LiveDrive, som man har adgang til med sin Windows Live ID.
Også almindelige Word-dokumenter og PowerPoint kan man samarbejde om, idet flere kan skrive i dem samtidig. Og Outlook er udvidet til også at holde kontakt til venner og bekendte uden for virksomheden.
Det sker ikke kun, fordi online-netværk er blevet en vigtig del også af medarbejderes arbejdsliv. Men også fordi hjemmearbejdspladser bliver stadig mere almindelige. Og i det nye Office 2010 kan hjemmearbejdspladsen integreres fuldt ud, eller man kan ”nøjes” med at holde netværksforbindelsen og samarbejdet via Windows Live.
Det er således for at styrke hjemmearbejdspladsen - eller arbejdspladsen fra en hvilken som helst pc, når man er på farten, at online web-versionerne af Word, Excel, PowerPoint og OneNote er tilgængelige på ens Windows LiveDrive.
Flere af de mange nye avancerede netværks- og samarbejdsfunktioner kræver, at virksomheden også anvender Microsoft SharePoint. Der findes en række særlige web-tjenester, som virksomheden kan vælge at gøre tilgængelige.
Ud over de kraftigt forbedrede samarbejdsmuligheder i Office 2010 er programmerne gjort endnu mere brugervenlige og sjove at arbejde med. Der er lagt vægt på at fremme brugerens kreative evner, således at der er kommet langt flere design- og illustrationsmuligheder. Og selv regnearksprogrammet Excel, der for mange har et lidt nørdet image, er blevet festligt og farverigt i form af muligheden for i de enkelte celler at indsætte små mini-illustrationer, f.eks. farvede pile eller små kurver og grafer, der viser udviklingen i et mindre område af regnearket.
Ellers ligner programmerne i Office 2010 design- og brugermæssigt programmerne i den forrige version, Office 2007. Men for de mange virksomheder, der normalt springer en Office-version eller to over og derfor opgraderer fra Office 2003 eller tidligere, vil Office 2010 være helt nyt og noget fremmedartet at se på.
Men tilvænningen går hurtigt, og Office 2007/2010 er nemmere at arbejde med og mere brugervenlig. Eksempel: Hvis man vil ændre i layout eller typografi. Her behøver man ikke prøve sig frem flere gange, idet ens dokument hele tiden midlertidigt ændrer sig i takt med, at musen løber hen over de forskellige typografier eller skrifttyper. Så ser man på forhånd, hvordan dokumentet vil komme til at se ud, inden man vælger ved at klikke.
Denne - og mange andre funktioner fra Office 2007 - er yderligere blevet forbedret og udvidet i Office 2010.
Butiksversionerne af Office 2010-pakken til hjemmebrug, indeholdende Word, Excel, PowerPoint og OneNote, koster ca. 1.000 kr. Pakken til hjemmebrug og til mindre virksomheder, der også har Outlook, koster lidt under 3.000 kr. Og den store Office Professional 2010-pakke, der også indeholder databaseprogrammet Access samt Publisher koster lidt over 5.000 kr.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: