
Arkivfoto: AP
Offentliggjort 06.08.10 kl. 14:52
Amerikanske myndigheder slår alarm: computerormen Stuxnet kan overtage kontrollen med kraftværker.
Computerormen Stuxnet vil formentlig inspirere til flere spændingsfilm fra Hollywood de kommende år. De amerikanske myndigheder frygter lige nu, at ormen vil overtage kontrollen med kritiske funktioner på blandt andet kraftværkerne.
Myndighederne har derfor nedsat flere ekspertgrupper, som er klar til at rykke ud og jagte ormen.
"Denne ondartede kode angriber rent faktiske de fysiske komponenter og udstyr, der eksempelvis åbner og lukker døre og porte. De (hackerne, red.) går ikke bare efter computerkoderne. De går efter det udstyr, der producerer eller styrer fysiske processer," siger direktør for kontrolsystemer og sikkerhed ved Homeland Security, Sean McGurk, til nyhedsbureauet AP.
Ifølge AP er Stuxnet målrettet udviklet til at overtage kontrollen med med styringssystemer i industrien - herunder kraftværkerne.
Hele 85 pct. af den såkaldt "kritiske infrastruktur" i USA er privatejet - det gælder blandt andet både atomkraftværker og almindelige kraftværker. Ofte er styringssystemerne i industrien årtier gamle og slet ikke i tilstrækkelig grad beskyttet mod angreb fra eksempelvis Stuxnet. Eksempelvis er de systemer, der styrer produktionen, ofte koblet sammen med de administrative systemer, hvorfra der er adgang til internettet.
Tidligere har hackere ofte infiltreret virksomheders netværk for at stjæle eller manipulere data. Ifølge AP er Stuxnet udtryk for en ny og langt farligere tendens, hvor hackerne i værste fald får mulighed for at overtage styringen af kritiske systemer i eksempelvis kraftværker.
Ifølge Microsoft har Stuxnet foreløbig forsøgt at angribe 6.000 computere - primært i USA, Indonesien, Iran og Indien.
Ormen, der først blev opdaget af tyske eksperter, har vist sig i stand til at trænge ind i operativsystemer med software fra Siemens. Angiveligt udnytter ormen en sårbarhed i flere versioner af Microsoft Windows.
Både Microsoft og Siemens har udsendt opdateringer, som skal løse problemet, oplyser AP.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: