
Offentliggjort 22.02.12 kl. 09:41 - opdateret kl. 10:44
Fyrede medarbejdere mødte i morges ind til en fyreseddel med øjeblikkelig virkning.
Det bliver sværere at finde en Telenorbutik i fremtiden, når nøglen drejes om med øjeblikkelig virkning på 31 af de butikker, der findes i Føtex.
Ifølge Telenor sker lukningerne som led i en strategi om at opruste i nogle af de eksisterende butikker for at kunne give en bedre service.
"Kunderne har brug for mere vejledning og rådgivning i, hvordan de kan få fuld nytte af deres smartphones og mobilt bredbånd, og derfor har vi investeret i at forbedre kundeoplevelsen i vores butikker, siger Michael Lamberth, der er direktør for privatkundebutikker i Telenor.
Selvom der vil blive oprustet i de eksisterende 160 butikker med blandt andet mere personale, må telekoncernen samtidig sige farvel til 108 medarbejdere.
"Det har ikke været muligt at omplacere alle medarbejdere fra de lukkede butikker, så vi har måttet opsige 36 fuldtidsmedarbejdere og 72 deltidsmedarbejdere fra forretningerne i Føtex," siger Peter Glüsing, der er pressechef hos Telenor.
De fyrede medarbejdere mødte i morges ind til en fyreseddel med øjeblikkelig virkning.
"I forbindelse med tidligere fyringer har der været vores opfattelse, at der både fra ledelsens og medarbejdernes side var interesse i at få sådan en situation overstået så hurtigt som muligt," siger Michael Lamberth til epn.dk.
Afhængig af ancienitet vil der være mellem 2-3 måneders løn for det afskedigede personale.
Den seneste fyringsrunde er en af flere fra Telenors side inden for de seneste par år.
I efteråret 2010 måtte hver 200 medarbejdere hos Telenor se en fyreseddel ryge ind af brevsprækken - det svarede til hver 10. medarbejder.
I Føtex vil man ikke kommentere på, hvor længe man har kendt til lukningerne, men direktør i Føtex Carsten Hansen udtaler til epn.dk, at det ikke vil blive noget problem at få fyldt pladsen ud med nyt indhold.
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: