

Offentliggjort 20.10.11 kl. 08:52
Kreditvurderingsbureauerne kritiseres for at gøre ondt værre, når de sænker et lands kreditvurdering.
Kreditvurderingsbureauerne, som Standard & Poor’s og Moody’s, skal ikke længere kunne gøre landes svaghed til krise, som de eksempelvis har gjort det med flere gældsplagede eurolande, når de har sænket kreditvurderingerne.
EU-kommissionen vil med et kontroversielt forslag gøre det muligt midlertidigt at forbyde kreditvurderingsbureauerne at offentliggøre vurderingerne af kriseramte lande. Det viser et internt udkast fra EU-kommissær Michel Barnier, som Financial Times Deutschland er kommet i besiddelse af.
EU-Kommissionen skriver, at hovedformålet ved midlertidigt at forbyde offentliggørelsen af kreditvurderingsbureauernes vurdering af kriseramte lande, er at sikre, at disse lande har fornuftige vilkår, når de skal forhandle om finansiel støtte fra fx stabilitetsfonden ESFS eller Den Internationale Valutafond IMF.
Et forbud kan forhindre, at en kreditvurdering bliver offentliggjort på et ’uheldigt tidspunkt’ med ’negative konsekvenser’, fremgår det af udkastet.
Flere økonomer og politikere har beskyldt kreditvurderingsbureauerne for at vurdere de enkelte landes situation helt forkert, og de siger desuden, at en enkel nedgradering kan føre til en negativ spiral med dyrere finansiering og flere nedgraderinger. På den måde, mener politikerne at kreditvurderingsbureauerne har forværret krisen.
Forslaget kan tidligst træde i kraft i foråret 2012, idet Europa-Parlamentet og medlemsstaterne endnu har til gode at godkende forslaget. Det betyder også, at der stadigvæk kan ske ændringer i forslaget.
Aktiefokus
Annonce:
Annonce:
Annonce: