

Offentliggjort 24.10.11 kl. 22:30
Krisen er nået til de ældre, større virksomheder, som nu opgiver ævred.
Gældskrisen og den tilfrosne handlekraft hos forbrugere og virksomheder tærer stadigt hårdere på erhvervslivet.
Hver femte virksomhed er i udpræget pengemangel og derfor i risiko for at gå ned.
Det viser tal fra kreditvurderingsselskabet Soliditet.
Det er langt fra kun de hurtige og uheldige forretningsfolk, der går ned. Krisen er nået til de ældre virksomheder, der nu ikke har mere fedt på kroppen.
»De virksomheder, der kommer og beder om hjælp, er nu de ældre, lidt større virksomheder med ansatte. De har hidtil haft en egenkapital og en formue at tære af, men den er væk nu,« siger Svend Røge.
Han er national projektleder på Early Warning, et tilbud, hvor kriseramte virksomheder kan bede om hjælp til at forsøge at redde virksomheden.
»I 2008 forventedes 24 pct. af virksomhederne i projektet at lukke, i 2010 var det steget til 34 pct., og i 1. halvår i år forventes 38 pct. af de virksomheder, der beder om hjælp, at lukke,« siger Svend Røge, som til daglig arbejder i Væksthus Midtjylland.
Alene i den midtjyske afdeling kommer årligt 800 virksomheder og beder om krisehjælp.
Soliditet har analyseret regnskaberne for de virksomheder, som kreditvurderingsselskabet har fået ind for 2010, og de varsler ilde.
Andelen af virksomheder med en likviditetsgrad på 50 eller derunder er steget til 21 pct. Værdien af deres hurtigt omsættelige aktiver udgør altså halvdelen eller mindre af deres kortfristede gæld. De kan med andre ord langtfra betale enhver sit, hvis de skulle - normalt anbefaler man en likviditetsgrad på 100.
»Det er i høj grad præget af gældskrisen i Europa i den forstand, at vi ofte ser de store europæiske moderselskaber trække så mange penge hjem som muligt fra deres datterselskaber, at moderen har kapital nok, men datteren bliver klemt,« siger René Ostenfeld, som er risk specialist hos Soliditet.
Han forventer ikke, at likviditetssituationen er blevet bedre i 2011.
Gældskrisens direkte indflydelse nikker Svend Røge genkendende til.
»De oplever et grundlæggende fald i omsætningen, og den nuværende gældskrise gør, at nogle virksomhedsejere siger, at nu er det nok. De er slidt op. Derfor tror jeg ikke, at vi vil se et fald i konkurserne i en overskuelig fremtid,« siger Svend Røge.
Krisen blandt de mindre og mellemstore virksomheder har hidtil været modsvaret af en relativt solid fremgang for de allerstørste virksomheder, fordi de kan finde vækst på fjernere markeder.
Men det er ikke nok til at sikre den generelle vækst i Danmark, siger professor Philipp Schröder fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet.
»De små virksomheder er afgørende for den innovation og udvikling, der skal drive dansk eksport på længere sigt. Netop fordi de er små, bliver de i højere grad tvunget til at finde nye produktnicher og nye markedsnicher, som kan vokse sig store og blive vigtige for dansk vækst. Uden dem risikerer man, at de store virksomheder bliver mere satte og mindre innovative,« siger Philipp Schröder.
Annonce: