

Foto: AP/Michael Probst. Kollage: EPN
Offentliggjort 27.01.12 kl. 19:28
EU's aktuelle indsats for at finde en vej ud af finanskrisen belastes nu yderligere.
Endnu engang nedgraderes en række lande i eurozonen af et toneangivende internationalt kreditvurderingsinstitut.
Denne gang er det Fitch Group, der fredag aften har nedgraderet de gældsplagede eurozonelande Italien og Spanien samt Belgien, Cypern og Slovenien.
Italien ryger hele to trin ned af stigen fra A+ til A-.
Det oplyser det Fitch på sin hjemmeside.
Ratingbureauet havde på forhånd lagt op til, at Italiens rating på A+ ville være blandt nedjusteringerne, og beslutningen begrundes blandt andet i en manglende samlet europæisk løsning på gældskrisen.
Det var på forhånd meldt ud, at seks lande var i risiko for at blive nedgraderet, men Irland bevarer tilsyneladende sin nuværende karakter.
Fitch er sammen med Standard & Poor's (S&P) og Moody's et de tre store og toneangivende kreditvurderingsbureauer på verdensplan, og nedgraderingen komplicerer uden tvivl EU's aktuelle indsats for at løse finanskrisen yderligere.
Tidligere på måneden satte det amerikanske kreditvurderingsbureau S&P kreditværdigheden ned for ni eurolande - heriblandt Italien og Spanien.
Det kan få blandt andet få yderligere konsekvenser for EU's midlertidige redningsfond, EFSF's, finansieringsevne, der er baseret på kernelandenes kreditvurderinger.
Den forringede vurdering gør det automatisk dyrere at skaffe den fornødne kapital, der skal hjælpe med at bringe eurozonen ud af den aktuelle gældskrise. Samtidig ventes det at blive dyrere for de enkelte lande at låne penge hos investorerne.
Annonce: