Store tab truer spanske banker
Mængden af spanske banklån i restance er mere end fordoblet på et år.
Nye tal fra Spaniens nationalbank, Banco de España, varsler ilde for landets pressede banksektor såvel som for statsfinanserne.
I februar steg andelen af spanske banklån i restance således til 8,16 pct. fra 7,91 pct. i januar - svarende til en stigning på 3,8 mia. euro på en enkelt måned.
Dermed falder banklån for sammenlagt 143,8 mia. euro nu ind under kategorien af tvivlsomme lån, hvor der er en forhøjet risiko for, at bankerne ikke får hele deres udestående tilbage.
Alene over det seneste år er mængden af banklån i restance mere end fordoblet, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Giftig cocktail
Umiddelbart inden finanskrisens udbrud lå andelen af restanceramte spanske lån under 1 pct.
Siden har en giftig cocktail af faldende ejendomspriser, kraftigt stigende arbejdsløshed og negativ økonomisk vækst gjort det vanskeligt for et støt stigende antal virksomheder og husholdninger at betale renter og afdrag på deres lån.
Dagens tal for restanceramte banklån er det værste siden 1994, noterer Bloomberg.
Samtidig øger det bekymringerne blandt investorer og økonomer for, om den spanske stat i det hele taget vil være i stand til finansielt at løfte den nødvendige rekapitalisering af landets banksektor.
Forværres yderligere
Andrew Bosomworth, porteføljechef ved en af verdens største investeringsfonde, Pacific Investment Management Company (Pimco), forventer, at andelen af banklån i restance vil stige endnu mere i den kommende tid.
Han peger på, at både arbejdsløsheden, boligpriserne og den økonomiske vækst vil forværres yderligere af de finanspolitiske stramninger, som Spanien er blevet pålagt at gennemføre af EU.
"En af vores bekymringer vedrørende Spanien er, i hvilket omfang gældsforpligtelserne vil ryge videre til centraladministrationen," siger Andrew Bosomworth til Bloomberg.
Store aktiefald
Mens obligationsmarkederne ikke viste de store udsving i onsdagens marked, gik det anderledes voldsomt for sig på den spanske aktiebørs i Madrid.
Det toneangivende spanske aktieindeks IBEX35 faldt med 4 pct., hvor det blev til kursfald på op til 6-7 pct. til flere af de store spanske banker.
De spanske aktier er faldet kraftigt over den seneste måned og nærmer sig med stormskridt finanskrise-lavpunktet fra marts 2009.

EU klar til at slække på budgetkrav til Frankrig

Flere selvmord hos Apple-producent
Bilsalget i Europa i lavt gear
Salget af nye biler er steget for første gang i 18 måneder - niveauet er dog stadig lavt. Læs artikel
Heathrow kæmper for overlevelse
Med en ny landingsbane vil kapacitetsproblemet i Storbritannien være løst i en længere periode, lyder det. Læs artikel
Skandale i mediegigant skal undersøges
Presset på Wall Street-chef stiger
Pensionsselskaber vil have gennemført en markant ændring i storbanken JPMorgan Chase. Læs artikel












