

Trawleren "Isafold" har kvoter for 1.009.333.000 kr. - altså lidt over en milliard - kroner. Den er en af ialt otte trawlere fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation, som sammenlagt sidder på kvoter for 4,8 mia. kr. Foto: Gorm Olesen
Offentliggjort 11.07.11 kl. 22:52
Hirtshals-trawler har kvoter for 1 mia. kr. Eks-fiskeriformand: Kvotebaroner har overhalet fiskerne.
Fiskekvoter er blevet en milliardforretning for landets fiskere og har skabt en helt ny gruppe af kvotebaroner, der sidder tungt på store dele af fiskeriet.
I 2003 og 2006 åbnede Folketinget for, at fiskerne kunne handle med de kvoter, som de har fået foræret gratis af den danske stat.
Det har nogle udnyttet til at trække sig ud af fiskeriet og sælge kvoter med kæmpe milliongevinster, mens andre har lånt penge i banken til at købe massivt op af kvoterne.
Morgenavisen Jyllands- Posten har undersøgt handlerne og kan afsløre Danmarks dyreste fiskefartøj:
Den 67 meter lange trawler ”Isafold” fra Hirtshals er fyldt op med kvoter, der lige nu kan værdisættes til godt 1 mia. kr. Selve skibet blev købt i 2006 hos Karstensens Skibsværft for 130 mio. kr.
Dermed overstiger den samlede værdi af fartøjet prisen på A.P. Møller - Mærsks nye Triple-E skibe - verdens største og mest effektive containerskib med plads til 18.000 20 fods containere.
”Isafold” er specialiseret i at fiske sild og makrel samt industrifisk, der bruges til fiskemel og -olie. Det er netop denne del af fiskeriet, der gemmer på de største værdier.
De otte største skibe ligger ifølge Jyllands-Postens beregninger inde med kvoteværdier for 4,8 mia. kr., og de samme otte tegner sig for en fjerdedel af værdien af de samlede danske landinger i 2010 ifølge brancheorganet Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
Tidligere formand for Danmarks Fiskeriforening Bent Rulle beklager udviklingen:
»Fiskeren og fiskeriet er blevet sat til side til fordel for spekulanter, og alle de små fiskersamfund er blevet smadret. Det er skammeligt.«
Andre mener dog, at kvotesystemet har været en afgørende forudsætning for, at der i vidt omfang er skabt balance i Danmark mellem antallet af fartøjer og fiskebestandene, og som tidligere omtalt i Jyllands-Posten vil EU-Kommissionen udbrede modellen til resten af europæisk fiskeri.
Annonce:
Annonce: